Det er stort set lige så ulovligt at piratkopiere som at stjæle cd’er og dvd’er rent fysisk i en butik. Det føles bare ikke sådan. Og der er ingen, der opdager det. Måske.

Adspurgt af Gallup erkender hver tredje dansker mellem 18 og 27 år blankt, at de kopierer både film og musik ulovligt.

Og ifølge en ny rapport fra Børnerådet synes 85 % af børn og unge i 8. klasse, at det er helt ok, og 80 % gør eller har gjort det. Forsigtige gæt anslår, at 95 af alle computere i verden indeholder noget helt eller delvist ulovligt materiale.

Men piratkopiering koster firmaerne bag musikken eller filmen en ikke ringe indtægt. Og faktisk går også hundredtusindvis af arbejdspladser tabt, konkluderer en undersøgelse, som Tera Consultans har lavet for erhvervslivets verdensorganisation.

Ifølge undersøgelsen medførte piratkopiering alene i 2008 et tab for den europæiske underholdningsindustri på næsten 75 milliarder kroner, svarende til 185.000 arbejdspladser, og problemet er ikke blevet mindre siden.

Flere parter, flere meninger

Og der er mange med i spillet. På den ene side står rettighedshaverne, og de har naturligvis ingen interesse i, at enhver kan downloade deres produkter uden at betale for det.

På den anden side står forbrugerne, der gerne vil være lovlydige, men også gerne vil spare en skilling, hvis det er muligt. Og herimellem står de nettjenester, der gør det muligt.

Men andre interessegrupper blander sig også. På rettighedshavernes side arbejder herhjemme Antipiratgruppen (APG), der er en sammenslutning af film- og musikbranchen. Og imod Antipiratgruppen arbejder Piratgruppen.

Førstnævnte søger ihærdigt at afsløre og retsforfølge personer, der ulovligt kopierer ophavsretsligt beskyttet materiale. Sidstnævnte argumenterer for, at pirater på ingen måde foretager tyveri.

Der er blot tale om en venlig udbredelse af kunst. Internettet er jo unges hverdag, og der findes mere tidssvarende måder at betale til kunstnerne for brug af deres værker.

Ifølge Piratgruppen blev ophavsretten primært indført, for at kunstnerne kunne beskytte sig mod plagiater, og folk vil generelt gerne betale for underholdning. Selv om f.eks. film bliver piratkopieret som aldrig før, sætter biografernes omsætning rekord verden over.

Samtidig giver internettet kunstnerne mulighed for at komme nemt og direkte i forbindelse med deres publikum og dermed f.eks. tjene flere penge på koncerter og lignende.

Antipiratgruppen er selvsagt ikke enig og anfører, at alle ideer om at ’information wants to be free’ jo bare langt hen ad vejen, er et skalkeskjul for ikke at skulle betale for noget.

Piratbugten

I sidste ende handler det jo egentlig om lovligheden af at begrænse den enkeltes personlige frihed til at bruge nettet.

Bortset fra rene crack-sider, hvorfra enhver kan hente kodefri spil osv., står striden om de ret organiserede og – muligvis lovlige, muligvis ikke lovlige – udbydere af fildelingstjenester og BitTorrent tjenester m.v.

Det er først og fremmest disse tjenester, der gør det muligt for almindelige brugere at dele og distribuere kodefrit materiale på en nem måde.

Og en af de helt centrale aktører har længe været og er stadig den internationale BitTorrent udbyder, der med navnet The Pirate Bay ikke stikker så meget under stolen. Portalen er, siden den blev etableret i 2004, blevet et globalt ikon med hundredetusindvis af besøgende hvert år.

I Danmark har rettighedshaverne, ikke underligt, længe haft som mål at lure Pirate Bay, og endelig i april 2009 faldt første dom i sagen i Østre Landsret.

De fire anklagede blev idømt fængselsstraffe, idet dommen fastslår, at de må have kendt til, at ophavsretligt beskyttet materiale er blevet fildelt, og at de derved har medvirket til, at andre har brudt ophavsretten.

Sagen blev anket, men for nylig fastslog Højesteret, at teleselskaberne skal lukke for kundernes adgang til den svenske internettjeneste. Det gælder således Telenor (tidligere Sonofon), Tele 2 (Cybercity).

TDC har frivilligt valgt at lukke for adgang til siden og, argumenterer fortalerne for fildeling, driver dermed i virkeligheden internetcensur. Danmark er dermed kommet i fint selskab med Kuwait og Kina, som er de to eneste andre lande, der også blokerer sine borgeres adgang til www.thepiratebay.org.

Flere førende jurister mener imidlertid ikke, at rettighedshaverne kan bruge sejren til ret meget. Det har jo altid været ulovligt at fildele materiale uden tilladelse.

Og dommen gør jo ikke fildelingstjenester som Pirate Bay som sådan ulovlige. Dommen siger blot, at den ansvarlige for driften af en tjeneste også har medansvar, hvis tjenesten udnyttes til ulovligheder i et vist væsentligt omfang.

Faktisk frygter flere eksperter, at dommen åbner for en stor, juridisk glidebane, idet hensynet til ophavsretten let kan blive en altoverskyggende faktor, der vil begrænse oplysnings- og ytringsfriheden og i sidste ende kan føre til, at også adgangen til Google og YouTube måske en dag bliver lukket ned.

The Pirate Bay har for længst flyttet deres servere uden for Sveriges grænser, og selv ikke bagmændene ved formentlig, hvor serverne reelt står i dag.

ACTA-aftalen – piraternes endeligt?

De vestlige landes samlede syn på sagen afspejles måske lige nu allerkraftigst i den kontroversielle antipirat-aftale den såkaldte Anti-Counterfeiting Trade Agreement antipirat-aftale (ACTA), der har været undervejs i årevis, men nu endelig har fundet en færdig form.

Den mest kontroversielle del er den såkaldte "three strikes"-regel, der betyder, at internetforbindelsen kan afbrydes for brugere, der ulovligt fortsætter med at downloade efter tre skriftlige advarsler.

Traktaten er endnu ikke formelt vedtaget af alle forhandlingslandene. Så indtil videre har flere lande lavet forskellige lokale lovforbud, hvilket har ført til højst barokke situationer.

Den amerikanske brancheforening The Motion Picture Association opfordrer bl.a. til at indsætte vagter med natkikkerter under alle biografforestillinger for at tjekke om biografgæsterne trods grundig kontrol ved indgangen alligevel skulle have indsmuglet mobiltelefon, iPods eller andet elektronisk udstyr, der kan bruges til at piratoptage.

Og et amerikansk nævningeting har således for nylig pålagt en enlig mor fra Minnesota med fire børn at betale 1,5 millioner dollar – knap 8 millioner kroner – for ulovligt at have downloadet 24 sange, hvilket svarer til ca. 330.000 kr. pr. sang.

England har netop strammet lovgivningen, så hastigheden på lovovertræderes internetforbindelse kan sænkes eller helt afbrydes, ligesom bøderne for piratkopiering er skruet voldsomt i vejret.

Frankrig vedtog for nylig en lov, hvor teleselskaberne uden videre skal lukke for internetforbindelsen i op til et år for kunder, som tre gange bliver taget i at downloade ulovligt kopieret materiale fra nettet.

Også Norge er på vej med en tilsvarende ordning, om end en lukning dog først her skal godkendes ved en domstol, og Sverige har netop vedtaget en lov, der giver kunstnere mulighed for at spore de mistænkelige netbrugere.

Herhjemme er den danske afdeling af IFPI – International Federation of the Phonographic Industry – også positiv over for tanken om at lukke ned for internetforbindelserne, mens rettighedshaverne imidlertid selv er mere stemt for den mildere brevmodel, der sender advarsler med posten.

Nogle undersøgelser viser, at op mod 70 % af piraterne vil stoppe, hvis de får et brev om, at de er i myndighedernes søgelys, men mange både i og uden for Danmark mener, at det er et brud på borgernes helt fundamentale rettigheder, og at adgang til nettet må stå over rettighedshavernes interesser.

Foreløbig har EU-parlamentet i foråret 2009 vedtaget, at det ikke er lovligt for teleselskaber at spærre for adgangen til internettet, selv om brugerne downloader ulovligt, med mindre der foreligger en dommerafgørelse.

Men som lovgivningen er nu, kræver det meget stærke og konkrete beviser at få nogen dømt, og Antipiratgruppen opgav derfor officielt sidste år at få musikpirater dømt for ulovlig kopiering.

Det vakte ikke ejendommeligt glæde hos Piratgruppen, der håber på, at rettighedsindehaverne nu begynder at indse, at man må gribe sagerne lidt anderledes an.

Køb billigt og lovligt

På det seneste er der dog også etableret fuldt lovlige tjenester, som f.eks. iTunes, TDC Play, WiMP fra Telenor og Bibzoom, der er folkebibliotekernes tilbud om offentlig adgang til musik. Og flere som CWM (Comes with Music) fra Nokia, Spotify og We7 bakket op af Sony BMG er godt på vej.

TDC var de første herhjemme, der gjorde GRATIS musik til en konkurrenceparameter. Senere fulgte Telenor, Telia og selv folkebibliotekerne efter. Det var de nød til!

Den kopisikring, der ofte anvendes, hedder Digital Rights Management (DRM), og er et licenssystem udviklet af Microsoft (der i øvrigt selv hævder, at de taber millioner af dollar, fordi folk downloader piratkopier af deres Office-pakke).

DRM bruges til at beskytte digital musik og video-filer, så de kun kan bruges af køberen. Ligeledes kan DRM begrænse antallet af gange, en fil kan afspilles og/eller brændes, eller hvor lang tid den kan bruges.

Men dygtige hackere kan sagtens skaffe sig fri adgang til de over 340.000 musiknumre (og har endog lagt anvisninger ud på nettet), og ofte er det umuligt at opdage synderne.

”Når man har så unik en mulighed for at kunne downloade gratis musik uden at kunne blive opdaget, så er det da bare med at gøre det”, lyder den typiske kommentar fra en ung anonym bruger.

Men selv når folk kan anskaffe et nummer lovligt, piratkopieres det i stor stil. Da bandet Radiohead f.eks. lagde albummet ”In Rainbows” ud på nettet til helt fri download, blev det piratkopieret som aldrig før.

Sideløbende blev albummet imidlertid også udsendt på cd til normal pris og blev et af de bedst sælgende Radiohead-album nogensinde.

KaZaA - engang udråbt som piratnetværk, men i dag nærmest helt stuerent!