Projektet hedder FutureICT, og umiddelbart lyder det som et projekt, gale videnskabsmænd i en science fiction-film kunne finde på: De vil lave en model af alt i verden for bedre at forstå, hvad der sker, og hvordan det hele fungerer. Når man forstår det, er det nemlig meget lettere at tage gode beslutninger og lægge ordentlige planer for, hvilke problemer der skal løses hvornår.

En af deres begrundelser for at lave projektet er også, at vi i stigende grad står over for globale problemer. Det er verdensomspændende problemer, som er sværere at forstå end de problemer, vi har skullet løse før, og de kræver mere komplicerede løsninger.

Det gælder problemer som global opvarmning, verdensomspændende epidemier, den enorme ustabilitet, der opstår i de økologiske systemer – det er ikke tilfældigt, at vi ikke længere spiser torsk, at elmetræerne er forsvundet, eller at der tilsyneladende uafbrudt opstår nye sygdomme hos både os og andre levende væsner.

Kan vi forstå?

Så projektet er velbegrundet, og hvis det lykkes, kan det give os uvurderlig hjælp til at redde vores samfund gennem fremtidens kriser.
Projektets mål er i sin simpleste form at forstå menneskelige samfund og deres interaktion med omverdenen. Det vil sige både sociale og økonomiske strukturer og den måde, vi påvirker f.eks. økologi og natur rundt om os – og den måde, det virker tilbage.

Projektet er en indirekte kritik af den måde, vi planlægger på i dag. En kritik, det nærmest er umuligt at være uenig i. Vores planlægning ligner ofte det, en balancekunstner gør med et kosteskaft: Hver gang det er ved at tabe balancen, så bevæger han sig, så han kompenserer for ubalancen.

Når vi angriber komplekse problemer, starter vi i bedste fald med at gøre noget, der ser nogenlunde fornuftigt ud. Derefter forsøger vi at rette skadevirkningerne, når de kommer.

Problemet med den fremgangsmåde er, at vi ikke handler, før der er opsamlet en gigantisk ø af plastik i Stillehavet. Vi gør ikke noget, før kloden er ved at blive for varm (vi er stadig nogle, der håber, at der bliver handlet på det problem), og tusindvis af mennesker skal dø af antibiotikaresistens, før vi finder ud af, at det er en dårlig ide at overforbruge antibiotika osv.

Enormt projekt

FutureICT bliver båret af 200 forskerhold fra 80 forskellige universiteter og andre institutioner i Europa. De dækker et utal af områder fra computerteknologi til sociologi.

Et af formålene er at lave noget, man kalder Living Earth Visualator. Det er en model af hele kloden, som kan simulere enhver form for aktivitet. Når den er klar – og måske også undervejs – skal det være muligt at gå ind i den og stille den et spørgsmål.

Måske om hvad der sker, hvis ejendomsskatten sættes op med 30 procent, hvis alle de arabiske lande ender i borgerkrig, eller hvis det ikke lykkes os at stoppe udbredelse af antibiotikaresistente bakterier.

Living Earth Visualator kan så vise scenarier for disse udviklinger, og undervejs kan man prøve forskellige løsninger af og se, hvor godt de virker. På den måde kan man se, at ejendomsskatten skal stige 45 procent for at forhindre en økonomisk krise, eller at vi kan forhindre antibiotikaresistens ved at stoppe med at fodre vores husdyr med antibiotika.

Nåh, forresten, det sidste ved vi allerede godt, men vi gør ikke noget ved det. Det peger på endnu et problem, nemlig at der altid skal være den nødvendige vilje til at handle på de analyser, som man laver.

Det kan være, det kommer, hvis Living Earth Visualator viser sig at være det perfekte orakel, der altid svarer rigtigt. På den anden side vil det formentlig være nærmest umuligt at forstå, hvordan apparatet når frem til sine konklusioner, så måske vil politikerne bare ignorere dem.

Galskaben i opgaven

Når projektet alligevel minder om den klassiske filmfigur, den gale videnskabsmand, der vil erobre verden, så skyldes det de enorme mængder af data, som disse forskere gerne vil forstå – opgaven er så uoverstigeligt stor.

De systemer, forskerne gerne vil forstå, er ekstremt komplekse og dynamiske systemer med så mange variabler, at det dårligt er muligt at tælle dem.
Vi kender allerede et sådant system, som man i mange år har forsøgt at forstå, nemlig vejret.

Hvis du nogensinde har fulgt med i vejrudsigter på lidt længere sigt – prøv f.eks. at holde øje med vejrudsigten fem til syv dage frem, og se, hvor ofte den bliver ændret – så ved du, at vejrforskerne er temmelig langt fra at have en pålidelig udsigt bare en uge frem.

Til gengæld skal man ikke undervurdere, at de faktisk har haft succes med dele af deres forudsigelser. Vejrudsigten to til tre dage frem er normalt temmelig præcis, og den overordnede tendens for eksempelvis tre måneder frem er også ofte rigtig.

Vi er de mest indviklede

Man kan få en anelse om, hvor indviklet projektet er ved at overveje, hvor indviklet bare en enkelt komponent i det er – nemlig den samling celler, der sidder bag de øjne, du bruger til at læse dette: Som bekendt har vi mennesker fri vilje, hvilket betyder, at vi når som helst kan beslutte os for at gøre hvad som helst.

Eftersom vores hjerne er ekstremt kompliceret, kan den finde på en masse ting. Måske læste du en nyhed om det humane connectom i marts-nummerets Update-sektion. Det humane connectom er forbindelserne mellem hjernecellerne i vores hjerne.

Der er hundrede milliarder nerveceller, og de fleste har tusindvis af forbindelser. Det betyder, at den samlede mængde data til at beskrive en enkelt hjernes forbindelser ville fylde omkring et helt års produktion af harddiske i hele verden, nemlig adskillige milliarder terabyte.

Og det er kun en enkelt menneskehjerne. Selv en model af sådan en enkelt menneskehjerne er stadig langt uden for vores nuværende computerteknologis rækkevidde. FutureICT vil lave modeller af systemer, der omfatter milliarder af disse hjerner samt andre komplekse systemer, som vejret, økologi osv.
”Vanskeligt” er et ord, der falder én ind.

Der findes regler

Når det alligevel kan lade sig gøre, er det, fordi der trods alt findes forskellige former for regelbundethed i den måde, de forskellige systemer fungerer på.
Selvom vi har fri vilje, så er den alligevel ikke helt fri.

F.eks. kunne vi når som helst stikke vores hånd ind i en brændeovn og få den forkullet. Men vores hjerne og krop er forsynet med systemer, der giver os en meget stor modvilje mod at gøre sådan noget. Det sker formentlig stort set aldrig.

Der er også en masse andre påvirkninger. F.eks. vil de fleste af os lave en fornuftspræget økonomisk overvejelse, før vi gør mange af vores handlinger. Vi farer ikke ind og køber en luksusbil, 10 kilo lækker chokolade eller en minkpels, selvom vi godt kunne have lyst til det.

I stedet for overvejer vi, hvilke følger det kan have for resten af vores liv og – ak – så beslutter vi som regel, at det ikke er umagen værd.

Der er selvfølgelig også mennesker, der mener, at vi slet ikke har fri vilje. I stedet skulle vi være dirigeret af alle vores indre regler og begær, så vi altid handler på en forudsigelig måde – hvis man altså er i stand til at forstå alle vores grunde. Måske har de ret.

Og endnu flere regler

Under alle omstændigheder findes der også en anden form for regelbundethed, som kan bruges til at lave modeller. Hvis vi kigger på f.eks. trafik, så er det morsomt, at hvis du kigger på alle de mennesker, der færdes på en vej på et bestemt tidspunkt, så vil de alle have hver deres begrundelse for at være lige dér på lige det tidspunkt.

En hel del vil måske være der, fordi det er på vejen til deres arbejde, og de kommer der hver dag på det tidspunkt – der er ikke så meget fri vilje i det – men andre vil være der, fordi de ikke kunne finde vej, eller fordi de lige i dag skulle i en bestemt butik, eller fordi de for første gang skal besøge en ven, der er flyttet.

Alle trafikanterne har deres egne personlige grunde. Ofte kunne de have valgt et andet transportmiddel, en anden vej eller at gøre noget helt andet. For hvert menneske er det ekstremt komplekst at finde ud af, hvorfor de tog lige det valg på det tidspunkt.

Så man skulle tro, at trafikken på denne vej, der er afhængig af så mange komplekse systemers komplekse beslutninger, ville variere helt vildt. Men faktum er, at på de fleste veje er der nogenlunde lige meget trafik hver dag. Og hvis man sammenligner timerne mellem to bestemte ugedage, så vil der også typisk være nogenlunde lige mange trafikanter.

Så på trods af de ekstremt komplekse systemer og begrundelser, der er involveret, så er der forholdsvis simple regelmæssigheder, som kan bruges til at forudsige, hvad der vil ske senere.

Niveauer af analyse

Et af formålene med FutureICT er at analysere i forskellige niveauer. Hvis vi kigger på trafikeksemplet fra før, så vil trafik, man sammenligner mellem to dage, ligne hinanden. Men hen over flere år vil trafikken typisk stige – ofte med en ret fast procentstørrelse.

Så der er en daglig regelmæssighed og måske en årlig. Men på længere sigt er der andre former for regelmæssigheder. F.eks. er det ret indlysende, at trafikken ikke kan blive ved med at vokse. Hvis vi tager eksemplet til det ekstreme, så vil det på et tidspunkt betyde, at alle mennesker i Danmark skal forbi for at opfylde væksten.

Derfor er det sandsynligt, at væksten på et eller andet tidspunkt vil stoppe. Måske fordi vi ikke har behov for mere trafik, fordi trafikken i sig selv ændrer sig, eller måske vil vi erstatte trafik med virtuel tilstedeværelse.

Krisen undersøges

Det sidste er en af de ting, man gerne vil undersøge i FutureICT-projektet. Det er noget, der kaldes kriseforandringer. Det kan være jordskælv, tsunamier, økonomiske kriser, krige eller bare pludselig, teknologisk forandring.

Typisk for kriser er, at de kommer uventet. De indeholder ofte forandringer, der gør det umuligt at bruge de regler, som vi længe har brugt til at forudsige f.eks. trafikvækst.

Men samtidig har kriserne naturligvis deres egen logik og deres egne regler, som de følger. Et jordskælv foregår på en bestemt måde – det har et bestemt forløb og nogle bestemte følger, som vi faktisk kender og kan planlægge efter til en vis grad. Det samme gælder de fleste andre kriser, vi kommer ud for.

På vej til en bedre verden

Hvis vi er heldige, så kan FutureICT være en måde at løse et af de vigtigste problemer med vores måde at tage beslutninger på: Som balancekunstneren med stokken så kræver vores måde at tage beslutninger på, at noget går galt, før vi gør noget ved problemet. Ofte skal det endda gå temmelig galt, før vi begynder at gøre noget.

Et gigantisk projekt som Future-ICT kan måske betyde, at vi tidligere i forløbet kan forstå, hvor balancestokken er ved at vælte hen, så vi kan reagere hurtigere, så der sker mindre skade.

Resultatet kunne godt blive en mere stabil verden, hvor vi alle har det bedre.