Går du rundt med en god ide i baghovedet, er der rigtig mange gode grunde til at sælge den på nettet. Faktisk hele tre millioner gode grunde.
Så mange danskere handlede ifølge Danmarks Statistik på nettet i første halvår af 2011. Dermed burde et reelt kundegrundlag for din ide være til stede. Det er let at komme i gang, men du bør gøre dig et par overvejelser, inden den digitale forretning går i luften.
Læs også
En webshop bør anskues på samme måde som enhver anden forretning, og enhver anden forretning starter med en forretningsplan. Ganske enkelt er der færre uventede, og grimme, overraskelser i vente, når du på forhånd har gjort det klart, hvad dine motiver for at starte din egen virksomhed er, hvordan markedet ser ud, hvilke behov du egentlig kan opfylde hos potentielle kunder, og hvor mange personlige og økonomiske ressourcer, du vil lægge i projektet.
Især sidstnævnte er vigtig, hvis du satser på din nye webshop som det kommende levebrød. Den kræver nemlig stadig et dedikeret stykke arbejde, selvom forretningen er digital og kan klikkes i gang foran computerskærmen.
Vælg en standardshop
Læs også
Rent teknisk anbefaler vi en standardwebshop, hvis ikke du er en programmeringsørn og kan designe og programmere det hele op fra bunden. Her vælger du typisk mellem forskellige faste designskabeloner og farver.
Der er gjort klar til forside, undersider, produktmoduler, billeder osv. Du skal bare hælde tekst og billeder ind, og der kan tilkøbes betalingsmodul til kreditkort. Standardwebshops er normalt godkendt af Nets (tidligere PBS), hvilket gør det nemmere og billigere at få koblet en betalingsløsning med dankort på.
Der er en del udbydere af webshops, og fælles for løsningerne er, at opbygningen som regel er lettilgængelig for de fleste, ligesom opdatering og redigering er en relativt simpel proces. Indgående viden om koder og programmering er altså ikke nødvendigt.
Læs også
Hvis du kan klare dig med relativt få sider i din shop, er det muligt at starte selve webshoppen op for under 400 kroner, mens større forretninger også bærer større omkostninger med sig. Webshoppen ligger på en server hos udbyderen, og for det hele betaler du en månedlig sum, der kan variere noget. Se eksemplerne i skemaet.
Start med forhindringer
Læs også
Standardwebshoppen har dog også ulemper. Designskabelonerne er ret snævre, så hvis du har særlige ønsker, eller hvis du forventer en høj omsætning, kan du overveje at involvere assistance fra professionelle designere.
Kristian Lauridsen fra Esbjerg ejer i dag den internetbaserede cykelforretning Netcyklen.dk, og da han første gang begyndte at sysle med en webbutik som et sideprojekt til sin fysiske cykelforretning, var det ikke helt uden vanskeligheder.
”De fleste udbydere af webshops kalder deres produkt for en færdig løsning, men det synes jeg nu ikke helt, det er. Deres standardwebshop er sikkert udmærket, men hvis man vil leve af sin internetforretning alene, tror jeg ikke, man kan nøjes med en standardskabelon. Så bliver man nødt til at få det til at se mere professionelt ud,” mener Kristian Lauridsen.
Han hyrede et eksternt firma til at tilpasse sin webshop. Hvis du også ønsker, at din butik kommer ud over standardernes barriere, har mange udbydere af webshops samarbejdsaftaler med forskellige webbureauer, som har specialiseret sig i teknikken i netop udbyderens webshop. Måske var det umagen værd, for i dag sælger webshoppen mere end den fysiske butik, og kunderne kommer fra alle egne af landet, ikke kun fra Esbjerg.
Læs også
Endelig er der også den ”gratis” model. Magento og osCommerce er to af markedets open source-webshops. Funktionelt er de på højde med de betalte, og i princippet koster de ikke noget. Det kræver dog et stort kendskab til koder og programmering at nå frem til en færdig, fuldt fungerende webshop, men har du forudsætningerne, er det bare med at komme i gang. Helt gratis er det heller ikke. For måske skal du have hjælp til design og billeder, ligesom det koster et mindre månedligt beløb at have shoppen liggende hos en udbyder af webhoteller.
Det vigtige dankort
Læs også
Kunderne foretrækker at betale med dankort. Men det kræver en såkaldt indløsningsaftale med Nets, før du kan modtage dankort-betalinger i netbutikken. Ansøg hos Nets om indløsningsaftalen i god tid – se www.betaling.dk. Det kan tage op til en måned, før aftalen er færdigbehandlet.
Oprettelsen af Nets-indløsningsaftalen koster 1.250 kroner, mens årsabonnementet løber op i 1.000 kroner. Derudover kommer gebyrer på minimum 1,95 kr. efter en betaling med et udenlandsk kort, mens dankortet koster 70 øre i gebyr pr. transaktion.
Hvis du er dristig nok til at undlade at tage imod dankort, kan du vælge for eksempel Paypal, der er meget udbredt internationalt, men endnu ikke så almindeligt herhjemme. Her betaler du kun pr. transaktion.
Linkliste: Før du starter op
• Udarbejd en forretningsplan. På www.startvaekst.dk/forretningsplan finder du overskuelige skabeloner til overvejelser og udformninger af forretningsplanen.
• Giv dig tid til at undersøge, hvilke udbydere der matcher dine behov.
• På www.amino.dk findes flere glimrende fora, hvor du kan få svar på mange af dine spørgsmål.
• Registrer din virksomhed hos Erhvervsstyrelsen på www.virk.dk. Følg instruktionerne for oprettelse af ny virksomhed. Her kan du også lade dig momsregistrere.
• Har du et varelager, bør du sætte dig grundigt ind i gældende lovgivning. Se www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=63227.
• Sæt dig ligeledes ind i dine kunders rettigheder: www.forbrug.dk og www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=1419.
• Ønsker du, at din webshop bliver E-mærket, kan du ansøge om det på www.emaerket.dk.
Læs også
Gør dig synlig
Kunderne skal kende din butik, før du sælger noget. Du kan blandt andet forøge din synlighed ved at ligge i toppen af søgemaskinernes resultater. Verdens største søgemaskine Google har et par nyttige og helt gratis værktøjer. Skriv for eksempel ”site:ditdomænenavn” i søgefeltet, og Google vil herefter indeksere de mest søgte sider fra dit websted.
Byt links med andre sites, for Googles system vurderer værdien af din hjemmeside ud fra blandt andet, hvor mange andre der linker til den.
Du bør i starten også ofre tid på at debattere på emnerelaterede fora, hvor du kan gøre opmærksom på, at du har ekspertise inden for dit felt.
Undgå at smøre for tykt på eller være unødigt fordækt, da forum-brugere ofte kan skelne en debattør fra brugere med en helt anden agenda, og så ender det med at give bagslag.












