Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Stortest af musikstreamingstjenester

Hvorfor fylde reolen med cd-skiver, når du kan få adgang til millioner af numre på nettet, for et lille beløb hver måned?.

Af Peter Engels Ryming, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hånden på hjertet; hvornår har du sidst købt en cd-skive? For denne T3’ers vedkommende er det efterhånden flere somre siden. Selv indkøbene i iTunes er dalet den seneste tid. I stedet har jeg valgt at betale en klat penge hver måned, for at få ubegrænset adgang til mere end ti millioner musiknumre på nettet. Det fylder hverken på harddisken eller i reolen, og jeg kan næsten altid finde det nummer, som jeg konstant manglede i cd-samlingen. Og så kan jeg lytte til musikken både på anlægget derhjemme og på mobilen, når jeg er på farten.
TDC åbnede festen for fire år siden, da de slog dørene op for TDC Play – en tjeneste, hvor TDC’s kunder frit kunne hente musik ned på computeren. Tjenesten eksister endnu, men har fået følgeskab af en håndfuld nye konkurrenter, hvoraf den mest prominente er svenske Spotify, der gav adgang til danske kunder i efteråret 2011. Fordelen ved streamingtjenesterne er, at du får adgang til millioner af musiknumre for et beløb, der er mindre end prisen på en
enkelt cd-skive. Ulempen er, at de forsvinder det sekund, du vælger at stoppe dit abonnement.

Identiske priser - og udvalg
I denne test har vi været igennem fire af de tjenester, der er tilgængelige herhjemme, nemlig TDC Play, Rdio, Wimp og Spotify. Det er de fire tjenester, vi vurderer som førende – og vi har desværre ikke sider nok til at bedømme alle tjenesterne. Er der ingen af dem, der passer dig, kan du tage et kig på Rara, Deezer eller Sony Music Unlimited, der netop har åbnet herhjemme. Der er nok om buddet.

Priserne er, pudsigt nok, fuldstændig ens – 100 kroner om måneden for fuld adgang, den halve hvis du kan undvære adgang fra mobile enheder – og udvalget er groft sagt også identisk. Der kan være enkelte variationer ude i hjørnerne, men kataloget med nyere populærmusik er ens i de fire tjenester, vi har kigget på denne gang. Vær dog opmærksom på, at der er flere kunstnere, der helt har droppet streamingtjenesterne, mens andre har valgt kun at stille dele af deres musik til rådighed. For eksempel måtte vi vente længe på at høre de seneste albums med Coldplay og Adele, mens The Beatles, Metallica og AC/DC slet ikke vil have deres musik i streamingtjenesterne.

Om denne test
Der, hvor tjenesterne for alvor differentierer sig fra hinanden, er brugeroplevelsen og adgangsmulighederne fra eksterne enheder. Stort set samtlige tjenester kan tilgås både fra computeren, fra iPad’en og fra de mest udbredte smartphones – iPhone og Android. Spotify er gået skridtet videre og har været sindssygt dygtige til at indgå aftaler, der gør det muligt at tilgå tjenesten fra alle mulige enheder – settop-bokse, medieafspillere m.m. Senest har Denon bygget Spotify-adgang ind i sine nye surroundforstærkere. Norske Wimp satser derimod mere på indhold, og har ansat en redaktion til at levere musikalsk inspiration til brugerne.
Hvilken tjeneste er den rigtige for dig? Det kan du få en fornemmelse af på de næste sider – og husk at alle fire tjenester tilbyder en kort, gratis introperiode, hvor du kan snuse til tjenesten, inden du vælger at betale.

TDC’s musiktjeneste er testens problembarn. Den er nemlig ikke særlig tilgængelig, og den lider af en stribe begrænsninger. Først og fremmest er det udelukkende kunder hos TDC, der har adgang til tjenesten – det være sig et mobil-abonnement eller en internetforbindelse fra TDC eller YouSee. Men har du bredbånd fra TDC, kan du ikke automatisk bruge den ellers så fikse app til iOS og Android. Det kræver nemlig, at du har mobilabonnement hos TDC. Opfylder du alle kravene, så er TDC Play til gengæld gratis – eller rettere: Du betaler via dit abonnement hos TDC.

Rodet indtryk
Men problemerne stopper ikke ved indgangen. Musikken er DRM-beskyttet (Digital Rights Managements, red.), skal hentes via browseren og kan udeluk-kende afspilles via programmet Windows Media Player på computeren. Det betyder, at Mac-folket er fuldstændig udelukket. Med mindre, at du er bredbåndskunde hos YouSee, der har udviklet programmet YouSee Player, der giver adgang til både musik, tv-kanaler og leje af film. Player virker på både Windows og Mac. TDC har også udviklet en gratis app til iOS og Android, men den kræver som nævnt, at du har mobilabonnement hos TDC (det TDC-ejede Telmore tæller ikke, red.). Jeps, det er meget uoverskueligt at finde ud af, hvad man kan og ikke kan – selv som kunde.

Lav lydkvalitet
På den positive side, så tæller streamingen af musik på mobilen ikke med i dit dataforbrug. Til gengæld er kvaliteten lav – og det er et generelt problem for TDC Play. Den maksimale bitrate på musikken hos TDC Play er 192 kbps, og lytter du via app’en, er kvaliteten endnu lavere. Det pla-cerer TDC Play alene i bunden af kvalitetsskalaen.

Læg dertil at browser-løsningen, hvor man skal downloade filer og godkende dem via computeren, er unødig bøvlet og besværlig, så fremstår TDC Play temmelig bedaget. En tjeneste, der kunne nyde rigtig godt af en teknisk overhaling – og som ville have det rigtig svært, hvis ikke tjenesten var gratis, men i fri konkurrence med de øvrige tjenester. Styrken er netop, at den er gratis.

Skulle der betales direkte, findes der langt bedre alternativer.
Præsentationen af musikken imponerer heller ikke. Jeg får ikke tilbudt alternative kunst-nere inden for samme genre, når jeg søger på grupper, og “inspirationen” begrænser sig til halvtynde og forældede tema- og gæstespille-lister. Og det er i virkeligheden synd, for TDC Play står bestemt ikke tilbage for de øvrige med hensyn til udvalg.

TDC, det er på tide, at I tager et alvorligt kig på Play ...

I betragtning af, at Rdio er skabt af Danmarks it-darling numero uno, Janus Friis, manden bag Skype og Kazaa, er det ufatteligt, at tjenesten ikke har fået mere opmærksomhed herhjemme. Det kan konkurrenterne hos Spotify kun godte sig over, for Rdio er et endog temmelig godt alternativ til det svenske streaminglokomotiv. Rdio lanceredes i USA for snart to år siden og blev tilgængelig for danskere i løbet af foråret. Uden den helt store medieomtale.

Musik ad libitum
Rdio har to typer af abonnementer. Det billigste er et basisabonne-ment til 49 kroner om måneden, der giver ubegrænset adgang til musikken fra en browser eller fra Rdios eget software, der kan hentes til både Windows og Mac-computere. Betaler du det dobbelte, 99 kroner om måneden, får du adgang til Unlimited-modellen, der også giver dig adgang til musikken fra din smartphone samt fra Sonos og Roku-medie-afspillere. Du kan vælge at få 7 dage gratis, så du kan snuse til tjenesten, inden du beslutter dig – men kun basisfunktionerne.

Præcis som Spotify er de sociale medier også syet ind i Rdio. Du kan dele musik på Facebook og Twitter, ligesom vennerne på Facebook kan følge med i, hvad du lytter til i realtid, og du kan abonnere på vennernes spille-lister. Inspirerer det ikke til nye opdagelser, får du serveret relaterede kunstnere, når du lytter til musik – og du kan naturligvis få hitlister og overblik over nye udgivelser. I det hele taget er Rdio meget overskuelig – også for førstegangsbrugere.

Al musik et sted ... næsten
Præcis som Spotify kan Rdio scanne dit musikbibliotek, eksempelvis iTunes, og tilføje musikken i din Samling, så du kan tilgå både dine egne og musiktjenestens numre, uden at skulle skifte mellem Radio-afspilleren og iTunes. Det er en fed funktion, men Rdio har scoret lidt af et selvmål, for programmet udelader musik, der ikke er offentligt tilgængelig i Rdio-samlingen. Det betyder, at du ikke kan tilgå f.eks. The Beatles, selv om du har købt musikken. Dumt. Du kan naturligvis også tilføje musik, du ikke ejer, til din Samling, og har du investeret i et ”unlimited”-abonnement, kan du synkronisere hele din Samling til mobilen, så du kan lytte til musikken uden at være online.

I det hele taget virker Rdios mobile app bedre end Spotifys, fordi den forlader sig på, at brugeren er offline, modsat Spotify, der fungerer bedst, når man er på nettet. Rdio vil ikke ud med hvilken kvalitet, der streames via mobilen, men den er ringere end i computerprogrammet, hvor der streames i kvaliteten 256 kbsp.

Norske Wimp kom til Danmark i 2010 som et tilbud til Telenors kunder, men i starten af 2011 blev musiktjenesten åbnet for almenheden – og tak for det. Wimp er nemlig testens ubestridt bedste musiktjeneste til de personer, der vil inspireres i sin søgen efter ny musik.

Dansk lokalredaktion
I modsætning til de øvrige tjene-ster har Wimp ansat en dansk lokalredaktion, der fodrer Wimp med inspirerende spillelister – eksempelvis ’Roskilde Festival 2012’ eller ’100 nye danske hits’. Der er desuden løbende nye gæstelister med kendisser; tjek for eksempel Trentemøllers liste over favoritnumre med Depeche Mode. Redaktionen poster også indlæg, interviews, spillelister, m.m. til Wimp Bloggen (blogg.wimp.dk, red.). Der er, med andre ord, rig mulighed for at lade sig inspirere, når man er kørt træt af de kendte toner. Er det ikke nok, byder Wimp også på den obligatoriske integration med sociale tjenester. Der er mulighed for at dele musiktips ud til vennerne via Facebook og Twitter, men integrationen er ikke lige så lækkert udført som i Spotifys tilfælde. For eksempel kan musikken ikke høres direkte på Facebook.

God offlinefunktion
Wimp er også ret godt med, når snakken falder på adgangsmulig-heder. Ud over en temmelig velfungerende app til Mac og Windows-computere og til smartphones – selv Symbian Meego er understøttet – kan du lytte til Wimp via Sonos og Logitechs Squeezebox. Nå ja, og naturligvis iPad’en.

Wimp har også en fin og gennemskuelig offline-funktion, hvis du vil lytte til musik, mens du er på farten – uden at bruge af dataforbindelsen. Mens du sidder hjemme i stuen, kan du via app’en blot klikke på offline-ikonet ved siden af hvert album eller spille-liste, så hentes musikken ned på enheden. Det er dog en smule besværligt, at enkeltnumre ikke umiddelbart kan overføres til offline-listen – de skal over en spilleliste først. Det undrer også, at man ikke kan justere volumen i app’en – det skal gøres via en-hedens fysiske knapper.

Streaming-kvaliteten er i den bedre ende af skalaen. Den er nemlig på ganske acceptable 256 kbps, og det er uanset, om du lytter via Wimp-programmet på computeren eller via en mobil enhed.

Wimps styrke er, at den føles mere menneskelig og lokal end de andre tjenester. Man føler nær-mest, man bliver medlem af en eksklusiv klub – og det er en god følelse.

Svenske Spotify er streaming-tjenesterne iPod – den tjeneste, som alle andre måles op imod. Spotify var ikke først herhjemme, faktisk kom tjenesten sent ind i kampen efter TDC Play og Wimp, men Spotify var den første tjeneste, der var åben for alle, og den har noget magisk over sig – ikke mindst takket være tjenestens mange indgangsmuligheder; fra computeren - både Windows og Mac - over mobilen til medieafspillere som Boxee Box og WD TV Live.

Kræver Facebook-konto
Spotify er nærmest vokset sammen med de sociale tjenester, ja, det kræver faktisk en Facebook-profil at oprette sig som abonnent hos Spotify. Denne T3’er kender adskillige personer, der undgår Spotify af den årsag, og det stopper ikke der; med mindre du specifikt slår muligheden fra, råbes det nemlig ud til vennerne på Facebook, hver gang du lytter til et stykke musik. På den positive side skal det nævnes, at det er umanerlig nemt at dele både enkeltnumre, albums og spille-lister med dine Spotify- og Facebook-venner. Ud over Facebook kan Spotify samarbejde med Twitter, Tumblr og Last.fm.

Apps gør forskellen
Musikkvaliteten kan vi bestemt ikke brokke os over. Tegner du et Premium-abonnement, kan du streame musikken i voldsomme 320 kbps – det bedste i denne test – og det er lige meget, om du gør det via computeren eller din smartphone. Lækkert.

Men det, der virkelig adskiller Spotify fra konkurrenterne, er den taktisk geniale tilføjelse af apps.Det betyder, at alle og enhver med midlerne kan skrive små programmer, der syr Spotify sammen med deres egen tjeneste. Dermed kan eksempelvis musikmedier give gode råd om ny og spændende musik, direkte i Spotify. I skrivende stund har danske Gaffa kreeret en app, men mon ikke der snart kommer flere?

Desværre er app’ene ikke bygget ind i de mobile Spotify-udgaver. I det hele taget lider de mobile udgaver under, at de er tiltænkt til onlinebrug. Selv om der er mulighed for at synkronisere indhold trådløst til smartphones, så virker offline-brug ret begrænset. Spotify virker bedst, når den har snabelen i nettet konstant.

Styrken ved Spotify er versa-liteten. Du kan få adgang til Spo-tify fra en hel stribe af enheder – og ingen af de andre tilbyder de smarte apps, der allerede nu gør en forskel primært i inspiration til ny musik. Du kan endda få Spotify gratis, hvis bare du er villig til at lytte til reklamer mellem numrene.