Nu er der endelig andre steder at hente hjælp end hos din nabo, familie eller venner, hvis du står og mangler ting som en trailer, en boremaskine, et sommerhus eller en mountainbike, nemlig hos den danske tjeneste Jepti.
Læs også
Tjenesten fungerer stort set ligesom Den Blå Avis – lige bortset fra at alle opslag blot er til leje og ikke til salg. Selvom udlejerens lejepriser ikke altid er superbillige, er der alligevel god chance for at undgå alt for mange unødige ekstra udgifter i hverdagen – og samtidig spare miljøet for at producere en dims af hver til alle og enhver.
På hjemmesiden kan du tjept søge efter alskens ting og sager, og du kan føje søgekriterier som maksimal pris og afstand fra din bolig til søgningen for at præcisere dine ønsker. Alle søgeresultaterne popper frem på en lang liste eller kan vises på et kort, der tager udgangspunkt i din øjeblikkelige placering.
Bedøm din udlejer
Læs også
Det er også muligt at efterlyse ting på siden, hvor både en rapper, en brændekløver og en minigraver søges i skrivende stund. Efter fuldendt udlån er der mulighed for at bedømme både udlejeren og det konkrete produkt – ligesom andre kan bedømme dig og dine effekter, såfremt du har ting sat til udlån.
Jepti er stadig på beta-stadiet, så der er for få brugere til, at du kan finde alt, du måtte søge, men forhåbentlig vil mange bakke op om konceptet, så det bliver nemmere at finde gode lejesager fremover, og der samtidig kan komme lidt priskrig mellem udlejere af ens produkter.
Næsten hele lejeprisen går under alle omstændigheder til udlejeren, mens 7,5 procent af lejeindtægterne går til at drive Jepti.dk, som samtidig har proklameret, at 10 procent af overskuddet går til miljøvenlige projekter – helt i tråd med hele ideen om at låne og genbruge frem for at købe nyt.









