Det er de unge, vi behøver at være bekymrede for, fordi det er dem, der bruger elektroniske medier mest til social kontakt, og så er deres sociale person stadig i fuld udvikling.

Selvom det er en af de vigtigste processer i vores liv, ved vi ikke præcist, hvordan formningen af vores sociale udvikling foregår. Det er absolut tænkeligt, at der er væsentlige komponenter, som vi overser.

Det at blive et voksent og socialt menneske er en kompliceret proces, hvor store dele stadig bliver dirigeret af biologiske og sociale mekanismer, som vi langt fra forstår.

Eftersom vi aldrig har prøvet denne overgang til digital kommunikation før, så har vi heller ingen erfaringer, der kan vejlede os.

Sindssygt mediebrug

En aktuel undersøgelse fra den amerikanske Kaiser Family Foundation viser, hvor meget unge i USA bruger medier. Hele syv en halv time bliver det til - om dagen!

Det høje tal kan blandt andet nås, fordi amerikanerne har for vane at lade fjernsynet være tændt hele tiden.

Men de unge bruger faktisk medier mere end det. For de multitasker, så de både tjekker deres Facebook, ser på YouTube, mens de ser almindeligt fjernsyn. Når der tages højde for denne dobbelte brug, så løber medieforbruget op i over 10 timer om dagen.

Den største bid er stadig fjernsyn med fire en halv time, resten er de nye elektroniske medier fra mobiltelefoner og computere til computerspil.

Hertil skal lægges den tid, de bruger på sms. Især de 13- til 18-årige går til den med 30 til 100 sms’er om dagen. Det giver et tidsforbrug på omkring halvanden time om dagen – som ligger ud over de syv en halv time.

Så de er hyperflittige de unge. Men der er ting, de får mindre og mindre tid til. De mest medieforbrugende får generelt dårligere karakterer i skolen – måske fordi de ikke har tid eller koncentration til lektier – og de ser typisk også mindst til deres venner, i hvert fald fysisk ansigt til ansigt.

Gør det noget?

Spørgsmålet er, om det har nogen betydning, eller om børnene klarer sig fint – de erstatter bare en form for social kontakt med en anden.

Og måske er den elektroniske form bedre, fordi den giver færre konflikter og mulighed for at holde kontakt med mange flere på en mere effektiv måde – fuldstændig ligesom computeren tillader os at gøre en del af vores arbejde på en mere effektiv måde.

Eller fjerner vi vigtige komponenter i børnenes udvikling, som vi ikke kender ordentligt? Barndommen og ungdommen er ikke bare et ophold i et ligegyldigt venteværelse, hvor vi venter på, at kroppen bliver stor nok.

Det er en lang og intens træning i at være menneske. Det er her, vi lærer at fungere sammen med andre mennesker, og her vi lærer os selv at kende ved at være i kontakt med andre.

En del af det er simpel træning af hjernen. Ligesom resten af vores krop er hjernen et fleksibelt organ, der bliver bedre til det, den bliver trænet i.

Især i ungdommen er hjernen meget fleksibel, og det er en almindeligt accepteret antagelse, at hjernens evner for en stor dels vedkommende bliver fastlagt i de unge år.

Så manglende træning i alle de svære sociale discipliner kan være alvorligt, fordi hjernens sociale ”muskler” ikke bliver trænet.

Angst og de andre

En anden teori går ud på, at de venskaber, vi knytter som børn og unge til mennesker uden for vores familie, er ekstremt vigtige. De former den måde, vi i fremtiden kan have sociale kontakter til andre mennesker.

Vores tætte venskaber med vores barndomskammerater er med til at formidle skridtet fra familiens omsluttende og accepterende behandling af barnet til voksentilværelsens mere udfordrende sociale forhold.

Især skulle det være vigtigt, at børnene lærer at få tillid til mennesker uden for familiens kreds og lærer at have forpligtende sociale forhold.

Hvis det ikke lykkes, så kan det blive meget svært for dem at fungere i alle de sociale sammenhænge, hvor vi nødvendigvis må danne forhold til mennesker, der ikke er en del af vores familie.

Hverken arbejdspladser, klubber, foreninger eller andre sammenhænge fungerer særligt godt, hvis man ikke er i stand til at danne ordentlige forhold til fremmede.

Det drejer sig ikke kun om at have tillid, men også om at kunne acceptere de andres forskellighed. I en familie er vi typisk ret ens, men i det virkelige liv er vi nødt til at håndtere mennesker, der er temmelig forskellige fra os selv.

Det kan vi kun lære ved at omgås dem på forpligtende og nære måder.
Problemet er, at vores digitale kommunikation måske gør os for overfladiske.

Hvis vi kun kommunikerer digitalt, bliver vi ikke udsat for de dele af en persons adfærd, som måske kan støde os, og som vi skal lære at acceptere eller forstå.

En person, som vi fint kan fungere sammen med digitalt, kan være meget mere vanskelig at være sammen med i den virkelige verden.

Den biologiske socialitet

Vi ved, at der er en biologisk komponent i vores socialitet. Faktisk er vi ret sikre på, at der findes mindst to biologiske systemer, der har at gøre med, hvordan vi udvikler og agerer i vores sociale forhold.

Det ene system er feromoner, som er en slags eksterne hormoner, som vi alle udsender, når vi er kønsmodne, og som påvirker alle omkring os.

Den anden er spejlneuroner, som er nogle særlige nerveceller, som tilsyneladende hjælper os med at forstå andre mennesker, hvis vi kan se dem.

Social koordination

Feromonerne påvirker mange forskellige dele af vores liv. De har en slags basispåvirkning af de primitive dele af vores sociale adfærd. Man ved de har meget med seksualitet og parring at gøre og formoder, at de også påvirker for eksempel aggressivitet.

Den første opdager af feromoner var en ung, amerikansk forsker. Hun viste, at hvis en gruppe kvinder lever sammen, så koordineres deres menstruationscyklus, så den foregår på samme tid.

Hvis man lever i et gammeldags stammesamfund, betyder det, at alle kvinder i samfundet vil få menstruation på samme tidspunkt. Det er et ret voldsomt indgreb i den biologiske rytme, så det er logisk at antage, at det har en vigtig funktion.

Måske er den social – en af teorierne er, at hvis alle kvinder menstruerer samtidig, vil der ikke være konkurrence om deres partnere. Det ville være en simpel og effektiv måde at regulere et vigtigt konfliktpunkt i en flok, men måske er funktionen en helt anden eller flere andre.

Forsøg med mus har også vist, at de unges seksuelle udvikling styres delvist af feromoner fra voksne individer af det modsatte køn.

Det er helt sikkert, at der findes flere feromonmekanismer med funktioner, som vi slet ikke har opdaget endnu.

Fælles for dem er, at vi skal være i nærheden af hinanden, før de virker. Menstruationskoordinationen kræver endda, at man er i nærheden af hinanden i månedsvis.

Så feromonerne påvirker os på et biologisk niveau på samme måde som vore egne hormoner. De er der garanteret af flere gode grunde. Noget kunne tyde på, at de medvirker til at holde sammen på og udjævne konflikter i små grupper.

Men hvis vi aldrig er tilstrækkeligt længe sammen med andre mennesker, så virker de formentlig ikke længere.

Spejlet af de andre

Spejlneuronerne er en undergruppe af de nerveceller, der styrer vores musklers bevægelse. De har den særlige egenskab, at de kan reagere, som om du bevæger dig, hvis de ser et andet menneske bevæge sig.

Hvis du ser et andet menneske bevæge sin arm, vil nogle få af de nerveceller, der får din egen arm til at lave en tilsvarende bevægelse, sende et signal. Din arm bevæger sig ikke, men teorien er, at nervecellerne skaber et spejl af bevægelsen i din hjerne.

På den måde kan du forstå bevægelsen, som om du har gjort den selv.
Psykologer og sociologer tror, at spejlneuronerne kan have enorm betydning.

Dette at et andet menneskes bevægelse – det kan også være et smil eller et ansigtsudtryk – bliver spejlet i vores egen krop, er grundlaget for vores evne til at forstå andre mennesker.

Der er også forskere, der tror, at spejlneuronerne kan være grunden til, at vi så hurtigt kan lære ting af andre mennesker. Vi er et af de få væsner, der kan lære komplekse bevægelser ved at se dem én gang.

Det kan måske skyldes, at allerede første gang vi ser noget, har vores nervesystem lavet en slags indre øvelse af det.

En interessant, ny undersøgelse har vist, at mennesker, der får sprøjtet botox ind i panden – nervemedicinen der dræber nerveceller, for at musklerne skal holde op med at lave rynker – har sværere ved at forstå ansigtsudtryk, der inkluderer pandemusklerne.

Måske fordi de nerveceller, der skal hjælpe dem med at forstå, er blevet slået ihjel.

Problemet i forhold til digital kommunikation er, at spejlneuroner fungerer bedst, når vi kan se hinanden. De kan godt fungere over video, og lyd kan også i nogle tilfælde udløse dem.

Men vores følelse af empati og tæt forståelse er i høj grad afhængig af, at vi er ansigt til ansigt og opmærksomme på hinanden.

Plus eller minus

Så enten er vores børn og unge kun i gang med at bruge en ny teknologi, der gør deres sociale kommunikation lettere og hurtigere, eller også er de i gang med at smide titusind år gamle systemer ud, der er udviklet for at holde sammen på vores grupper og styre vores psykologiske indstilling til andre mennesker.

Hvis det sidste er tilfældet, begiver de sig ud på en rejse i totalt ukendt territorium. Måske vil det frigøre dem fra sociale begrænsninger, så de, der ikke har anelse om, hvordan man får forpligtende forhold til andre mennesker.

De ved alt om, hvordan man håndterer sekshundrede venner på Facebook, men intet om hvordan de taler med en ven, der sidder foran dem og har brug for nær kontakt.

Vi har ingen anelse, om det er det ene eller det andet eller begge dele. Men eksperimentet er i gang, og vi har desperat brug for mere viden.

I USA har de startet en håndfuld projekter, der skal forsøge at kortlægge virkningen, men der vil gå tre til fem år, før de første resultater kommer.

Imens er der meget, der tyder på, at det er for sent. Den generation, der nu bruger syv en halv time om dagen på elektroniske apparater og elektronisk kommunikation, vil aldrig være i stand til at komme tilbage til gammeldags biologisk kommunikation, og de vil aldrig kunne vise deres børn, hvordan man gør.

Men måske vil det være muligt at få de ældgamle, biologiske systemer til at genantænde og genregulere vores adfærd, hvis vi giver os tid til at være sammen med andre mennesker på en ikke-elektronisk facon.