Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Nu er der apps i kameraet

Et digitalkamera med apps og samme styresystem som din smartphone? Ja,
den er god nok. Nikon er på banen med flere Android-kameraer, og ideen
giver nye perspektiver til din digitale fotografering.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Kameraproducenterne kan virkelig mærke presset fra smartphones, som bliver stadig bedre til at fotografere. Og selvom mobilerne retfærdigvis stadig er meget langt fra den kvalitet og funktionalitet, du finder i selv et halvbilligt, kompakt digitalkamera, så er det så nemt at fotografere med en smartphone, som man altid har ved hånden. Tilmed kan den gemme og sende billederne mere eller mindre med det samme.

Hvad gør man ved det som kameraproducent? Man laver da et internetkamera drevet af Android-styresystemet, og med mulighed for at vise apps på bagsidens skærm.

Nikon Coolpix S800C kan sende billeder via et trådløst netværk til din smartphone eller tabletcomputer, og de kan så sende billedet videre. Og har du din smartphone med, når du er ude at skyde digitale pletskud, kan du også overføre billederne direkte på stedet til din smartphone. Der skal blot være forbindelse mellem kamera og smartphone. Kameraet har endda indbygget GPS, så du kan dokumentere og se, hvor på kloden billedet er taget. Igen, ligesom du kan med en mobil.

Hent flere apps på Google Play

Men det stopper ikke her, for også selve styringen af kameraet foregår med apps takket være det indbyggede Android-system, der er det samme, som du finder i mange smartphones. Når kameraet startes op, kommer det velkendte Android-logo til syne, og du bliver bedt om at finde et trådløst netværk. Alt foregår på den 3,5” store, trykfølsomme skærm, som har virtuelt tastatur og alt det, du kender fra en smartphone. Du kan endda downloade nye apps fra Google Play.

Når kameraet er i gang, kommer der en menu til syne, hvorfra du kan styre kameraet. Herunder at tage billeder. Tryk på kamerasymbolet, og du kan tage billeder ved at tappe direkte på skærmen. Du har dog også de almindelige knapper som zoom og få funktionsknapper bagpå, og de styres helt på traditionel vis.

Når du bruger skærmen som udløser og til indstillinger, sker det meget hurtigt, og flere gange kom vi til at tage billeder utilsigtet. Irriterende, men trods alt bedre end ventetid, når man browser rundt i indstillingerne. At få kameraet på nettet og overføre via trådløst netværk gik let, og i det hele taget var oplevelsen af et Android-baseret kamera ganske overbevisende.

Billedkvaliteten er god og overgår med flere længder de bedste smartphones. Der er 10x ægte optisk zoom kombineret med en ordentlig billedsensor og et godt objektiv, og det er bare svært at slå uanset, hvor godt et kamera din smartphone måtte have.

Målt mod kameraer i samme priskategori (2.800 kroner) klarer Nikon sig også godt, og med Android som styresystem har det endda et forspring.

Flere kameraproducenter er på vej med Android-baserede digital-kameraer. Samsung Galaxy Camera er et af de mest spændende alternativer til Nikon-nyheden.