| B&W Zeppelin Air Producent: Hi-Fi Klubben Vejledende pris: 4.495 kroner |
|
B&W Zeppelin Air
Den legendariske engelske hi-fi-producent B&W’s Zeppelin er berømmet for sit design og sin lydkvalitet. Her er kælet for detaljerne i den luftskibsformede højttaler, der har to basporte på bagsiden for at give ekstra power fra de forholdsvis små højttalere.
Læs også
Der er tale om et kvalitetsprodukt fra inderst til yderst, og det afspejles i prisen. Alt virker bare gedigent og lækkert. Tilslutningerne bagpå, hvor du også finder USB og Ethernet, den runde bue i aluminium med en iPod-dock som afslutning – alt er så gennemført og indtagende.
Den nyeste variant af Zeppelin har fået tilnavnet Air, da den har Apple AirPlay indbygget og kan få streamet musik trådløst via iTunes.
Første opsætning kræver, at du tilslutter Ethernet-kabel, og når opsætningen via internetbrowser er færdiggjort, kan du køre trådløst. Det er stort set samme proces som med andre AirPlay-enheder – herunder Libratone.
B&W Zeppelin Air

Klar til at lette! Luftskibet fra B&W er smukt, praktisk og velspillende.
Læs også
Modsat Libratone havde vi dog nogle småproblemer med at komme ind på Zeppelins online setupside – men efter et par forsøg var der hul igennem, og vi kunne nyde lydgengivelsen.
Stereovirkningen er bedre end Libratone, der ikke helt kører ægte stereo. Klangen, sounden, det hele hænger godt sammen på Zeppelin, som i det hele taget er en fornøjelse at lytte til. Zeppelin er produktet til dig, der gerne vil kunne streame via AirPlay og samtidig have en dock til iPod – eller køre USB. Den har også en lækker, lille fjernbetjening, og i det hele taget er den et produkt, der er gennemsyret af kvalitet. Skal design, lyd og generel kvalitet hænge sammen, er Zeppelin den, du skal vælge. Testens klare vinder.






