Firmaet Emotiv har udviklet en tingest, de kalder Epoc, som du ser på billedet her. Det er en hjerneaflæser – den har tidligere været omtalt her som et ikke helt afsluttet projekt.
Læs også
Men nu er den færdig! I princippet er det en videreudvikling af de EEG – ElektroEnceFalogram – man laver på et hospital, når man skal måle en persons hjernefunktion.
Dimsen placeres på hovedet, og så måler de små arme elektriske strømme, som skyldes hjernens arbejde.
Strømmene ændrer sig, hvis du for eksempel løfter armene eller lukker øjnene – eller gør tusinde andre ting. Fidusen er, at Epoc kan aflæse et bestemt sæt strømninger og knytte en betydning til dem.
Det kan være helt tilfældigt, som at du forestiller dig, at du brænder din finger. Den særlige hjernesignatur, der kommer ud af det, kan du bruge til at lave et voldsomt drej til højre i et spil – selvom du nok vil blive mindre forvirret, hvis du forestiller dig, at du løfter højre hånd eller spænder i højre skulder.
Men der kan også være en klar sammenhæng mellem signaler. For eksempel kan Epoc aflæse, når du smiler. Hvis du sætter den til det, så kan den automatisk sætte en smiley ind på det sted i teksten i en mail eller en chat, hvor du smiler.
Og uanset om det er det ene eller det andet, vil din hjerne bruge Epocs reaktion til at træne sig selv – det man også kalder biofeedback.
Så når der er gået et stykke tid, så kan din hjerne i de fleste tilfælde forholdsvis automatisk lave det signal, som Epoc skal bruge. Det vil sige, at i stedet for at smile, nøjes du bare med at tænke “hjernehøjt”, at du smiler.
På den måde kan betjening af for eksempel et spil eller mere komplekse ting blive særdeles automatisk – lidt lige som når vi kan skrive næsten automatisk på et tastatur.
Fidusen er selvfølgelig, at det både kan gå hurtigere og ske oven i det, vi gør med hænderne. Der er dog ikke tale om total tankelæsning, som tidligere beskrevet i en artikel her i bladet.
Teknologi af denne type kan kun aflæse et mindre antal signaler, men det kan godt lade sig gøre at spille ukomplicerede spil bare ved tankens kraft.
I øjeblikket findes der et enkelt spil, der kan bruge Epoc, men også et program til bevægelseshæmmede, så de kan bruge en computer meget mere effektivt.
Prisen er 299 dollars, og foreløbig sælges den kun i USA, formentlig fordi den ikke er godkendt i andre lande. www.emotivepoc.com.



