| Garmin Edge 800 Producent: Garmin |
| ||||||
Garmin Edge 800
Også som motionscyklist kan du nu træde ind i den digitale tidsalder. Den fremragende Garmin Edge 800-cykelcomputer kan vise dig vej overalt i verden, så længe du har kræfter nok til at træde i pedalerne. Samtidig tjekker den dine tider og din form, og det hele kan du lægge på nettet. Så kan du nemt følge udviklingen i dine præstationer, og du kan dele dem med vennerne. Hvis du tør. Under alle omstændigheder er Edge 800 et godt stykke værktøj, hvis du vil i bedre form.
Læs også
Garmin Edge 800 benytter de samme kort som en bilnavigator, og kortene ligger på mini-SD’er, som nemt kan skiftes. Via den trykfølsomme skærm kan du endda bede om at blive vejledt til nærmeste spisested, by eller andet. Du kan heldigvis sætte den til at vælge cykelruter, så du ikke bliver ledt ned på en motorvej!
Da cykelcomputeren som bilnavigatorer har en indbygget GPS-chip, behøver du ikke have en sensor på cykelhjulet. Faktisk virker Garmin, uanset om den ligger i lommen eller sidder på cyklen, mens du pedalerer. Du kan bruge den til andre sportsgrene, men den er primært udviklet til cykling.
Garmin Edge 800
Der følger pulsmåler med, så du kan sætte cykelcomputeren til at vise, hvor mange pulsslag du kører med. Du vil kunne lære dine såkaldte pulszoner at kende og vil dermed kunne træne mere optimalt. Den indbyggede trykhøjdemåler viser blandt andet, hvor mange procent stigning du kører op ad. Det er ren Tour de France!
Læs også

Tryk på skærmen, og vælg mellem træningssider og en GPS, der stort set ligner den, du har i din bilnavigator. Garmin Edge 800 sætter standarden for, hvad du kommer til at se fremover i billigere cykelcomputere.
Præcisionsinstrument til entusiasten
At kalde Garmin Edge 800 for verdens bedste cykelcomputer er ingen overdrivelse. Men du skal nok være lidt af en motionsentusiast for at smide de små 3.000 kroner, du skal give for enheden. Så får du til gengæld et præcisionsinstrument og nogle bonusmuligheder.
Garmin Edge 800
Du kan for eksempel hente alverdens ruter på forskellige hjemmesider. Søger du en spændende mountainbike-rute i din lokale skov, eller er du på ferie i Italien og mangler en god cykelrute med masser af bjerge, er det bare at lede på nettet.
Læs også
Her findes flere tusinde hjemmesider med GPS-spor, du kan lægge på Edge 800 direkte, og det er ganske gratis. Farer du vild, kan du altid trykke ”tilbage til start”, og du vil blive guidet hjem igen.
Specifikationer
Skærm: 2,7”
Opløsning: 160x240 pixels
Batteritid: 15 timer
Tilslutning: USB
Kort: Micro-SD (Europakort medfølger)
Vægt: 98 gram
Mål: 51x25x93 mm
Tjek din form på computeren
Du kan importere dine cykelpræstationer til de gratis hjemmesider Garmin Connect og Endomondo ved at tilslutte cykelcomputeren til din pc med et USB-kabel.
Læs også
På hjemmesiderne ”lagrer” du dine ture, så du kan tjekke dine forbedringer. Du vil kunne se, hvor hurtigt du har kørt i gennemsnit, hvor mange højdemeter der er, pulsgennemsnittet og meget mere. Du kan fra begge hjemmesider sende et link via Facebook, så du over for træningskammeraterne kan bryste dig af en specielt hurtig tur.








