I foråret var der en dansk oberst, der mente, at computerspil havde gjort det meget lettere for unge, danske soldater at trykke på aftrækkeren. Generation Kill blev de kaldt, fordi de så gerne affyrer et potentielt dræbende skud.

Grunden skulle være, at tidligere generationer aldrig har haft så meget øvelse i at affyre våben mod andre og i at se dem falde blødende om.

Obersten hedder Lars Møller, og han er tidligere chef for Hærens Kampskole, så han har været i en unik position til at vurdere ændringer i soldaternes reaktion.

Det er en interessant iagttagelse, men ikke et bevis for, at spil virker på den måde. Der kan være mange andre og mere usynlige grunde til ændringen hos de unge.

Men forskerne på området er temmelig enige om, at computerspil kan have denne virkning.

Rødt – stop eller skyd?

En af måderne spillene virker på, er ved at ændre vores reaktioner på vores omverden.

Mit første møde med den slags interessante oplevelser skete for mange år siden, hvor jeg prøvede et af de første elektroniske skydespil i Tivoli – det er 20 år siden, og før hjemmecomputere kunne noget i den stil.

Spillet foregik stående, nærmest inde i en stor kasse hvor man fyrede løs på en skærm med sit maskin-gevær. I spillet var man kommandosoldat og skulle dræbe alle andre soldater – men undgå civile.

De andre skød selvfølgelig igen, og når man var ramt tilstrækkeligt hårdt, blev der tændt et rødt lys. Så havde man nogle få sekunder til at score en tilstrækkelig stor bonus til at få et nyt liv.

Det lykkedes mig at komme langt i spillet – blandt andet ved at gå i turbomodus, når det røde lys tændte.

Det mest interessante skete imidlertid på min vej hjem fra Tivoli efter adskillige timers koncentreret spil. Jeg cyklede og på et tidspunkt ved et trafiklys, jeg passerede hver dag, skiftede lyset til gult.

Det skete der ingenting ved, men da det skiftede til rødt, gik jeg pludselig amok og spurtede alt, hvad jeg kunne. Dumt, for der var 20 meter til krydset, og vejen var firesporet, så der var ingen chance for at komme over.

Heldigvis betød de 20 meter også, at jeg nåede at besinde mig og stoppe.
Det var en enkelt hændelse og ligesom oberstens mening ikke noget bevis for computerspils virkning.

Men hver gang jeg kommer i tvivl om, at computerspil kan påvirke os, så tænker jeg på den situation og er ikke i tvivl.

Videnskaben er næsten enig

Spørgsmålet om virkningen af vold i computerspil og andre medier bliver diskuteret kraftigt blandt forskerne på området.

Men summen af forskningen er så entydig, at for eksempel de to store, amerikanske foreninger af psykologer og børnelæger – American Psychological Association og American Academy of Pediatrics – ikke er i tvivl.

De har lavet anbefalinger, der entydigt anerkender, at der er en sammenhæng mellem voldelige spil og børns aggressive adfærd.

En af de bedste undersøgelser de senere år kommer fra to amerikanske forskere ved navn Gentile – de er far og søn.

De to undersøgte, hvordan metoder, man ellers mest kender fra undervisning, bruges til at lære børnene spillet – og derved også til at indlære aggressiv adfærd.

Lær i en fart

Komplicerede computerspil, som de fleste moderne computerspil er, fungerer kun, hvis de i en fart og uden besvær kan lære brugerne at spille spillet.

Det er disse metoder, der er de samme, som man bruger i undervisningssituationer.

De to Gentiler giver nogle eksempler:
Computerspil er for eksempel praksisorienterede. Gode computerspil har næsten ingen teoretisk indlæring.

I stedet går man direkte til spillet, og undervejs bliver man oplært i det. Faktisk er spillene så gode til det, at de ofte er meget mere effektive end den undervisning, som børn kender fra skolen.

En anden metode kaldes spiralindlæring. Det virker ved, at man først lærer noget i en simpel version, derefter i en lidt mere indviklet version og så videre. Det er en metode, som bruges i næsten alle spil.

Desuden er computerspil gode til at tilpasse hastighed og sværhedsgrad til hver enkelt bruger og til at belønne spillerne på forskellige måder undervejs i spillet.

Gentagelser virker

De to forskere besluttede imidlertid at undersøge to andre metoder. Den ene er spils evne til at indlære via en massiv startfase og derefter en længere fase, hvor spillet ikke indlærer så meget, men mere træner det indlærte.

Denne metode forstærker og fæstner den oprindelige indlæring. Pædagogiske undersøgelser viser, at netop denne fordeling af træning og undervisning er meget effektiv til at skabe den form for automatiserede handlemåder og forståelser i hjernen, som styrer meget af det, vi gør.

Hvis du nogensinde har spillet, ved du, hvordan det virker. Først lærer du, hvordan du gør, derefter gør du det hundredvis af gange.

Til sidst bliver dele af det, du gør helt automatisk – det er ikke længere noget, du tænker over.

Variation er vigtig

Den anden metode de undersøgte, var indlæring af det samme i forskellige situationer. Også her ved man, at hvis børn kan lære det samme i flere forskellige situationer, så hænger det bedre ved.

Denne variation i indlæring gør deres brug af det indlærte mere fleksibel, så de bedre kan bruge det i forskellige situationer.

Hvis jeg for eksempel, da jeg var kommandosoldat i Tivoli, kun skulle reagere på rødt lys i præcist det samme skærmbillede, så ville jeg formentlig havde reageret helt normalt på de røde trafiklys.

Men fordi hver eneste situation afveg fra de andre, så fik jeg en ny generel reaktion på rødt lys, nemlig fuld fart frem.

De andre måler dig

Der skal mange børn til en ordentlig undersøgelse, så forskerne undersøgte i alt 2.500 børn fordelt på tre aldersgrupper med gennemsnitsalder på henholdsvis 9, 14 og 19 år.

For at kunne måle en ændring hos børnene, som kunne skyldes computerspil, blev de målt to gange med fem måneders mellemrum.

Hver gang målte forskerne, hvor aggressive hvert barn/ung i undersøgelsen var. Det sammenholdt de med, hvor meget de spillede, og hvilke computerspil de spillede.

De målte børnenes aggression på tre måder: Ved at barnet selv beskrev, hvor aggressiv det opfattede sig.

Dog ikke sådan, at børnene skulle vurdere sig selv, men ved at de fortalte om konkrete hændelser, som hvor ofte de sloges eller diskuterede med andre elever eller lærerne.

På samme måde blev kammeraternes og lærernes mening om barnets aggressionsniveau målt.

Forskerne målte også opfattelse af aggression ved for eksempel at bede dem tolke, om et skub var med vilje, og om det var ondt ment.

Klare resultater

De interessante resultater viser, at børnene tilsyneladende bliver mere påvirket, jo mere de spiller på en måde, som følger de velkendte pædagogiske indlæringsmetoder.

For eksempel var børn eller unge, der spillede voldelige spil, jævnt fordelt over ugen mere aggressive end dem, der spillede omtrent lige så meget tid, men fordelt på en eller to gange om ugen.

Dem der spillede flere forskellige voldelige spil, blev også klart mere aggressive, end dem der kun spillede et enkelt. Børn der spillede flere spil, men hvor kun ét var voldeligt, blev ikke nær så aggressive.

Interviewene med de unge viste også, at dem der spillede meget, ændrede deres opfattelse af vold. Det betyder, at de for eksempel oftere tolker et tilfældigt skub som noget, der er gjort med vilje.

Gentile og Gentile tror, at det skyldes, at de kommer i en sindsstemning, hvor de er på vagt overfor aggression – så er de også meget mere klar til at tolke tilfældige handlinger som aggressive.

Fem måneder er nok

Egentlig er det også overraskende, at det er muligt at måle en forskel på de fem måneder, som forsøget varede.

De fleste af børnene har spillet spil før undersøgelsen, så allerede inden den første måling må der være en virkning fra de spil, de har spillet indtil da.

Så det er tankevækkende, at det er muligt at måle en virkning efter så kort tid – og husk på, at det altså er en måling, der bygger både på lærer og kammeraters oplevelse af børnenes adfærd.

De bliver rent faktisk oplevet som mere aggressive i deres dagligdag.
Det undersøgelsen mangler, og som kunne være rigtig interessant at vide noget om, er hvor længe virkningen holder.

Måske er den væk få dage efter, de holder op med at spille – eller måske holder den hele livet.

Meget sikker

Undersøgelsen er af flere grunde en af de bedste, der er lavet:
Den er lavet over et pænt stykke tid, så man måler en udvikling på de samme børn.

Der er tre forskellige kilder til at måle aggression – børnene selv, lærerne og kammeraterne. Og der bliver målt på alle typer af voldelige spil.

Det sidste betyder, at en eventuel virkning vil se svagere ud i undersøgelsen, fordi nogle spil ikke virker så stærkt. Derfor må man formode, at nogle spil virker stærkere, end undersøgelsen målte.

Det er måske også værd at tilføje, at andre undersøgelser har vist, at et aggressionsindlærende spil ikke behøver at handle om vold, våben og voldtægt.

Aggressiv skubben mellem dukker i et børnespil kan give samme virkning som skyderier i de større børns spil.

Betyder det noget?

Det interessante spørgsmål er selvfølgelig, om det betyder noget for børnenes adfærd. Et argument, der ofte høres, er, at det kun er de børn, der i forvejen er disponerede for vold, det påvirker.

For alle os andre skal der meget mere end et computerspil til, før vi begynder at slå eller skyde på andre mennesker.

Det er Douglas Gentile – der er sønnen af de to Gentiler – faktisk enig i. Men han siger også, at aggression kan udtrykkes på mange andre måder, end dem vi behandler i retten.

Han mener, at vi har masser af måder at vise social aggression på, som kan gøre livet mere stressende og ubehageligt for os alle.

Især tendensen til at tolke uskyldige handlinger som aggressive kan gøre livet ubehageligt. Hvis du gør det, bliver dit liv fyldt med situationer, som truer dig, og det er eminent stressende.

Gør noget

Det er nok for meget at håbe, at producenterne af computerspil vil fjerne alle aggressive elementer. Spil med den slags elementer er nemlig mere interessante af præcis de samme grunde, som gør, at de stresser os.

Men Gentilernes undersøgelse peger på en række gode råd, hvis man gerne vil spille voldelige spil og tage så lidt skade som muligt:
Spil så lidt som muligt.

Spil helst det hele på en enkelt dag om ugen. Vælg så milde spil som muligt til både børn og voksne. Og spil så kun ét voldeligt spil ad gangen.