Lad os sige en person kører spritkørsel 10 gange på et år. Han skal selvfølgelig fratages sit kørekort – men skal han også forbydes at gå på gaderne?

Eller hvad med en person, der har for vane at gå og sprøjte med vandpistol på folk i jakkesæt – skal han fratages muligheden for rindende vand i sit hjem?
De fleste af os vil nok svare nej til begge spørgsmål.

Hvad så med den her: En person downloader en cd med Bjørn og Okay – skal han fratages muligheden for at gå på internettet?

Det sidste er en mulighed i forbindelse med de love, der i øjeblikket er på vej i flere europæiske lande, hvor du kan fratages din internetadgang, hvis du overtræder copyrightlovene tre gange.

Selvfølgelig er det et overdrevet eksempel, for der er næppe mange, der vil miste deres internet-adgang efter kopiering af tre cd’er.

Men på den anden side ved vi fra knivlovene herhjemme, at skrappe, politisk betonede love af denne type lynhurtigt kan få meget tåbelige følgevirkninger.
Og meget tyder på, at disse nye straffe for piratkopiering på nettet ikke er på linje med folks opfattelse af internettet og dets betydning for vores liv.

Mange mener, at internettet er så fundamental en ret, at man ikke bare kan tage den fra folk.

BBC har spurgt 27.000 mennesker i 26 lande, om internettet skal betragtes som en fundamental rettighed. Resultatet var der ikke meget tvivl om:

Halvdelen erklærede sig meget enige i det. Andre 30 procent var ret enige. Kun knap 15 procent var uenige eller meget uenige.

Interessante delresultater var, at 87 procent af alle internetbrugere erklærede sig enige. I verdens mest opkoblede land – Sydkorea – var hele 96 procent enige.

Men også i lande som Tyrkiet, Brasilien og Mexico med færre forbindelser var der klart flertal for at betragte internet som en menneskeret – i Tyrkiet endda 90 procent.

Ud over at gøre ideen om at fratage mennesker internetadgang urealistisk, så betyder denne holdning også, at det bliver en offentlig opgave at sørge for internetadgang i områder, hvor der ikke er det nu.

Fuldstændig på samme måde, som vi også bygger veje i områder med få mennesker.