Er din pc så langt tid om at boote op, at du kan nå at lære et nyt sprog imens? Får din boot-tid en gletscher til at virke hurtig i optrækket? Rolig nu, vi har - som sædvanlig - et godt bud på hvordan, du kan gøre en ende på dine pc-ærgelser.
Læs også
Hvis du har en boot-tid, der kan få 'Titanic' til at virke som en kortfilm, så kan det meget ofte være fordi, Windows skal læse alle mulige tilføjelsesprogrammer ind på samme tid. Det gør din pc sløvere end teenagere i sommervarmen, fordi alle programmerne står i kø og så at sige jokker hinanden over tæerne for at komme til.
Svaret? Forsink dem! Ja, det kan lyde som et paradoks, men sagen er rent faktisk den, at din pc starter hurtigere op, hvis du sætter tilføjelsesprogrammerne til at starte med lidt forsinkelse. Tag nu for eksempel Messenger.
Du behøver jo ikke at chatte før et par minutter inde i din session, vel? Det er her, vores gratis, lille værktøj kommer ind i billedet. Startup Delayer gør præcis, som den hedder. Den lader dig læse dine tilføjelsesprogrammer ind i god ro og orden i stedet for i en kæmpe trafikprop.
Sæt dem til at lade ind med ti-tyve sekunders mellemrum, din harddisk vil takke dig, og din boot-tid vil være som forvandlet. Hent Startup Delayer her.
Programmet har fået 'Editors Choice'-prisen hos Softpedia og er 100 procent rent - altså ingen spyware. Hvad venter du på?
