Standarder er nødvendige. De er den digitale tidsalders mursten. Uden en fælles standard for f.eks. IP-protokoller kunne vores computere ikke tale sammen, og nettet ville være en død sild.

Hvorfor kan samme praksis ikke gælde digitale nøgler, kabler, bøsninger, HTML-koder og stik til høretelefoner? Spørgsmålet er enkelt, men svaret noget mere kompliceret.

For det første handler det om sliddet med at udbrede en standard. Det kræver, at man enten er først og dominerende på markedet, eller at man kan indgå i samarbejde med andre producenter, hvilket også kommer brugerne til gode.

Omvendt er det ikke altid et lukket kredsløb eller den mest logiske løsning, som ender med at blive standard. De førnævnte IP-protokoller blev udviklet i et større, flerårigt og åbent samarbejde programmører imellem.

Flere digitale underskrifter

Anden del af svaret handler om territorium, og her trækker forbrugerne ofte det korteste strå. Der er så mange penge og så meget prestige på spil, at de færreste trækker sig frivilligt.

Styrkeprøven mellem de to optiske systemer, Blu-ray og Microsofts HD-DVD, er den mest kendte, internationale standardkrig i nyere tid, mens vi i Danmark bakser med hele tre forskellige standarder for digitale signaturer.

Oprindeligt skulle TDC udvikle en signatur, som borgerne kunne bruge i kommunikationen med det offentlige. Bankerne havde allerede en populær nøgle til netbanken og e-boksen, men den var ikke sikker nok, mente det offentlige. De fleste brugte bankens nøgle, men da f.eks.

SKAT droppede samarbejdet med e-boks, valgte mange skatteborgere også at få den anden signatur. Yderligere har det gamle Kommunedata, i dag KMD, udviklet sin egen signatur kaldet Den Fælles Pinkode, som bruges i samarbejdet mellem en række services på nettet.

Resultatet er, at danskerne i dag skal bestille og bruge to-tre forskellige nøgler i tre forskellige systemer. Uoverskueligheden er total, og udbyttet minimalt. For slet ikke at tale om sikkerheden. Når man skal huske flere forskellige koder, ender de ofte med at være de samme eller blive for enkle.

Uforståelige mails

Tredje del af svaret handler om kompleksitet. Efterhånden som styresystemerne bliver mere komplekse, har det indflydelse på måden, hvorpå vi håndterer filtyper, og her bliver manglen på standarder frustrerende.

Når det gælder musik, kører Apple, Microsoft og SONY med hver deres formater og programmer. Mens Apple har et stramt sammenhold mellem iPod og iTunes, bruger Microsoft formatet WMA i sin Mediaplayer, og Sony holder på sit ATRAC format gennem PSP’en (Playstation Portable) og på PS3-spillemaskinen. Heldigvis har SONY åbnet for, at brugerne også kan bruge PS3-maskinen til deres mp3-filer.

Også Microsofts Outlook og Hotmail har problemer, specielt hagler kritikken ned over den kommende Outlook 2010. Det er Word, som genererer indholdet, når det sendes i HTML, men det gøres ikke efter standarderne.

Samme problem har Googles Gmail og IBM’s Lotus Notes, men ingen af firmaerne er tilsyneladende parate til at gøre noget, og brugerne fortsætter med at sende uforståelige mails til hinanden.

Når det gælder billedbehandling, har Microsoft forsøgt sig med et nyt filformat kaldet Microsoft HD Photos, der kan arbejde i Vista og skulle komprimere dobbelt så godt som JPEG.

Men for at et format kan blive en standard, skal brugerne kende det, og så skal det kunne arbejde sammen med populære programmer, som f.eks. Adobe Elements eller Photoshop. Adobe har måttet skabe en plugin til Microsofts HD Photos, så i hvert fald CS2 og CS3-udgaverne af Photoshop kan være med. Flere spår dog, at HD Photos vil lide døden ligesom det gamle JPEG 2000, da de færreste kender det og bruger det.

I den anden ende, hos kameraproducenterne, er tingene heller ikke ligetil. Canon-brugere kan ikke være sikre på, at alle modeller kan overføre det ukomprimerede raw-format til pc’en. Andre gange er man tvunget til at installere større pakker af software fra producentens hjemmeside blot for at få overført filerne til harddisken, og det er ikke altid til at gennemskue, hvilke pakker man skal vælge.

Problemet er derude

Fjerde del handler om den enorme frihed, elektronikken giver os, eller rettere hvordan vi sløser med den. Ligesom de føromtalte IP-protokoller burde indholdet i cyberspace heller ikke skabe problemer, men det gør det.

W3C, World Wide Web Consortium, sætter standarden, men ifølge firmaet bag browseren Opera, er det under fem procent af 3,5 millioner undersøgte hjemmesider, som er kodet korrekt.

Apple, Opera og Mozilla begyndte i 2003 at lave deres egne standarder, mens Microsoft har været kritiseret for sin standardhåndtering i Internet Explorer. IE8 arbejder efter sigende bedre og vil formentlig give bedre browservisning.

W3C anser problemet for at være så stort, at man har nedsat en arbejdsgruppe, The Open Web Education Alliance (OWEA), som skal lave en standard for HTML, hvor vi i skrivende stund er ved femte udgave.

Men ofte løber udviklingen hurtigere end de bedste intentioner. Det har således været nødvendigt at medtage begge de nuværende varianter af kodesproget, nemlig den traditionelle HTML og den reformulerede udgave XHTML. Og så har vi slet ikke berørt arbejdet med at standardisere syntaksen i det dynamiske sprog CSS.

Opgaven synes uendelig, da den vildtvoksende skov af hjemmesider er umulig at regulere. Central styring er ikke en af WWW's hovedkompetencer. Tværtimod er nettet decentralt og nærmest anarkistisk anlagt, hvor alle med en elektronisk notesblok og browser kan oploade tanker og meninger om dit og dat.

Den kinesiske løsning

Femte del af problemet hedder stil og design. De gamle walkmen var stort set ens med standard ind- og udgange, men da markedet for mp3-afspillere og mobiltelefoner eksploderede, gav det producenterne anledning til at gå amok i udviklingen af egne stik og design.

Nu slås millioner af brugere med forskellige indgange til høretelefoner og strømstik. En del af løsningen på den gordiske knude kommer fra Kina. Takket være sit enorme marked har Kina nærmest gennemtvunget udviklingen af en universel oplader til mobiltelefoner.

Det er således ikke længere lovligt at importere og sælge mobiltelefoner, der ikke kan oplades via et mini-USB stik. Hvert år udskiftes 100 millioner mobiltelefoner med nye opladere blandt landets 450 millioner abonnenter.

Der er kommet ekstra skub på, efter at 17 store mobilfirmaer har barslet med en såkaldt UCS, universal charger solution, gennem en micro-USB indgang. Blandt firmaerne er Samsung, Sony Ericsson og Vodafone, mens Apple og HTC stadig står udenfor.

En standardiseret indgang til høretelefoner synes også at være på vej. Senest har Apple i sin nye iPhone 3GS rettet ind, og taiwanske HTC vil efter modellen Hero tilslutte sig stikstandarden minijack på 3,5 millimeter.

Måske er der farbar vej gennem junglen. Det kræver bare, at nogen med tilstrækkelig pondus går først og kan få andre med på at skabe en bred og farbar vej.