Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Hurtig underholdning ved hånden

Der findes masser af gratis eller billige spilglæder i App Store og Google Play. Her tester vi syv spil, der kan give sjove timer med din smartphone eller tablet – og løfter sløret for en fælde, som du skal undgå, at du eller dine børn falder i.

Af Kasper Nesager, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Apples App Store og Androids Google Play byder på et væld af spil-apps i forskellige prislejer, genrer og ikke mindst kvalitet. Det er en jungle derude, og du kan hurtigt ende med at spilde tid og penge på en spil-app af dårlig kvalitet. Værre er det, at det gratis spil, du lige har hentet, kan koste dig en mindre formue, hvis du ikke ser dig for.

Der findes tre former for spil, du kan hente i butikkerne: Gratis spil, dem du betaler et engangsbeløb for og free-to-play-spillene. De to førstnævnte spiltyper er ligetil. Enten henter du spillet ned og betaler ikke én krone for det.
Eller du betaler et variabelt engangsbeløb for dit spil, og du kan spille løs uden ekstra regning.

Det er free-to-play-spillene, hvor du skal være særlig opmærksom. Både App Store og Google Play bugner med denne type spil. Spillet er gratis at hente ned, og det er gratis at spille. Men producenterne tjener penge på de såkaldte mikrotransaktioner.

Du køber for eksempel indhold til din landsby, eller du er træt af at sidde fast i den samme bane, hvorfor du køber dig til større styrker, så du kan gennemføre banen. Denne type spil er altid nemme i starten, så du bliver grebet af det. Men senere bliver spillet betydelig mere udfordrende, så for at kom-me videre må du købe dig til opgraderinger, og så kan ”taksametret” pludselig løbe stærkt.

Free-to-play-modellen er efterhånden meget udbredt, og spilproducenterne vil benytte sig af den i fremtiden, fordi det er en nem måde at udbrede kendskabet til sit spil på, når forbrugeren kan hente spillet ned gratis. Samtidig findes der mange forbrugere, som ikke studser over at bruge 10 eller 20 kroner her og der, når de først er blevet grebet af spillet. Børn er i særlig grad i farezonen.

Det er ofte uigennemskueligt, hvornår et spil reelt er gratis, og hvornår det benytter sig af free-to-play-modellen. Et af de grelleste eksempler på, hvor galt det kan gå med free-to-play-spil er Smurf’s Village. Både i Danmark og i udlandet har der været historier om forældre, der har givet deres børn tilladelse til at spille Smurf’s Village og bitterligt fortrudt det, for det har kostet dem tusindvis af kroner. Børnene har ikke kunnet gennemskue, hvornår de brugte rigtige penge på visse opgraderinger i deres smølfelandsby. Og det gik først op for forældrene, at børnene havde foretaget store køb, da kreditkortregningen kom med posten.

Der er bestemt også fordele ved at hente free-to-play-spil. Du slipper for at betale et vist beløb med det samme. Dermed kan du prøve spillet først, og hvis du bliver grebet af det, kan du altid købe indhold. Men sørg for at indstille børnelåsen på din enhed, så ungerne ikke bare kan købe løs.

Finske Supercell har udviklet et lettilgængeligt strategispil, der stiller krav til, hvordan du opbygger din landsby, og hvor generøs du er over for dine klanfæller.
Clash of Clans har ikke store taktiske udfordringer på slagmarken. Alligevel er spillet enormt vanedannende. For det er ikke så nemt. Efter nogen tid er du i konstant fare for at blive angrebet af andre spillere, der vil plyndre dine ressourcer eller stjæle de velfortjente trofæer, du har vundet i kamp. Det stiller krav til, hvordan du indretter din landsby, og hvor du opstiller kanoner og artilleri, så de beskytter dine vitale bygninger.

Du får hurtigt behov for at tilslutte dig en klan, som kan hjælpe med at forsvare din landsby mod andre spillere. Denne multiplayer-funktion er bygget op omkring donationer – klanfæller kan donere tropper til hinandens forsvar. Og denne form for fællesskab forpligter, men det får dig også til at vende tilbage til spillet igen og igen.

Dette bizarre spil handler om at udvikle sygdomme, der kan udrydde menneskeheden. Plague Inc. er ikke just et feel good-spil, men det fænger altså at udvikle sine sygdomme og se dem sprede sig over hele kloden.

Du starter med at skabe en sygdom, som du indsætter i et land. Derefter skal du videre-udvikle sygdommen, så den kan overleve i forskellige klimaer, sprede sig og slå ihjel(!). Men du skal tage højde for de enkelte landes tilstande. Er det for eksempel et koldt Iand, overlever en tropesyge fra Zimbabwe ikke længe uden mutationer.

Plague Inc. handler ligeså meget om strategi som udvikling af sygdomme. Din sygdom må ikke være dødelig fra starten, idet WHO og andre organisationer så bliver opmærksomme på den, hvilket fører til udvikling af vaccine. Det er et udfordrende og vanedannende spil – forudsat at du kan få dig selv til at lægge verden øde.

Det smager af Heroes of Might and Magic-universet, men som billigt tyggegummi forsvinder smagen hurtigt. Dermed sagt, at du ikke bør lade dig lokke af beskrivelsen i App Store.

Du får til gengæld et simpelt, men godt rollespil, der udfordrer din logiske sans med puslerier. Clash of Heroes fører frem til historien i Heroes V, hvor dæmoner har invaderet verden og skaber splid mellem gamle venner. Historien er elendig, og rollespilselementerne er sparsomme, idet dine helte blot skal løbe rundt og løse opgaver, tjene penge og erfaringspoints – simpelt og ligetil.

Puzzle-elementerne i spillets kampscener er spillets styrke. Ligesom i Fire På Stribe skal du få forskellige soldater og dyr til at passe sammen i rækker. Forskellige kombinationer af enhederne giver særlig bonus i kampen og gør det lettere for dig at nedkæmpe dine fjender. Kampscenerne vil du blive fænget af, hvis du holder af puzzle-genren.

Har du store fingre, har du sikkert svært ved at tegne på din smartphone, men Draw Something underholder alligevel, når du og din modspiller skal gætte hinandens kruseduller. Denne elektroniske pendant til Tegn & Gæt byder på social underholdning ud fra den simple formular: Du skal vælge tegningens sværhedsgrad, dernæst tegne genstanden og så skal din modspiller gætte på livet løs. Gættes der rigtigt, tjener I begge mønter, hvorefter det er modspillerens tur.

Spillets største problem er dog skærmstørrelsen. Spiller du på en tabletcomputer, er det ikke et stort problem at skabe ordentlige tegninger. Spiller du derimod på en smartphone uden pen, bliver det virkelig en udfordring at tegne eksempelvis en Harley-motorcykel med pegefingeren.

Når det så er sagt, er Draw Something et godt alternativ til Wordfeud, hvis du er til sociale spil, hvor du skal tænke kreativt, mens din fantasi kommer på arbejde, når modspilleren sender en krusedulle i din retning.

Det er tid til at bygge sit eget ferieparadis. Med Virtual City 2 skal du skabe byer, der ikke kun tjener penge på handel og udvinding af ressourcer, men også på turisme.

Det smager af SimCity, men du kommer ikke helt så dybt ned i detaljerne her. Det betyder dog ikke, at Virtual City 2 ikke er udfordrende. Du skal sørge for, at dine borgere er glade, så de ikke forlader byen. Du skal tjene penge på skatter og industri. Og så skal du på moderne vis tænke på miljøet, mens du bygger dit paradis.

Virtual City 2 er et dejligt spil, fordi du ser din by vokse, men du skal tænke logisk, hvis folk skal bosætte sig.

Selvfølgelig kan folk ikke bo i en by, hvor affaldet flyder i gaderne. Selvfølgelig kan din tøjfabrik ikke lave tøj, hvis du ikke sørger for transport af materiale.

Der er mange selvfølgeligheder, men udfordringen er at holde styr på dem alle – før tiden løber ud.

Den verdensberømte hankat, der ikke just promoverer en sund livsførelse, skal for anden gang redde sit næste måltid fra rumvæsner.

Garfield’s Defense 2 fortsætter det simple gameplay fra forgængeren, men det bliver trivielt i længden. Du kan denne gang vælge mellem velkendte figurer fra tegneserien såsom Garfield og Futte, der har deres styrker og svagheder. Dernæst vælger du dit særlige våben og dine holdkammerater.

På banen skal du så holde rumvæsnerne væk fra din mad ved at skyde og slå på dem. Fra tid til anden taber de genstande, som du kan bruge til at sende dine holdkammerater i felten for at øge dit forsvar, eller som du kan bruge til at opgradere dine enheder.

Spillet bliver desværre for ensformigt efter nogle timers spilletid. Der sker simpelthen for lidt, men Garfield har alligevel en vis charme, som kan forlænge lysten til at blive hængende.

Sjældent er det, at man kan opleve en hval, der har hovedrollen i et spil. Whale Trail er da også lidt af en syret platformoplevelse med knald på farverne og et soundtrack, der lyder, som om komponisten har været på lsd.

Ikke desto mindre er Whale Trail lidt af et feel-good spil, hvor en magisk hval skal flyve gennem luften for at samle sole og stjerner, mens du skal undgå at ramme de onde tordenskyer. Det er simpelt bygget op, idet du skal styre hvalen med din pegefinger – og ikke andet. Det er dog lettere sagt end gjort, da afstanden mellem tordenskyerne varierer, og du bliver udsat for forskellige overraskelser, mens du flyver gennem banen. Spillet er yderst nuttet og vanedannende, fordi det på en og samme tid er simpelt, men udfordrende.

Du tjener virtuelle penge på at samle genstande, men som du kommer længere ind i spillet, tjener du ikke penge nok til at foretage alle nødvendige opgraderinger. Her skal den analoge tegnebog frem.

Microsoft er med Windows Phone på vej til at erobre en efterhånden pæn andel af spilapp-markedet – som Android og især iOS ellers sidder tungt på. I oktober 2012 kunne All About Windows Phone rapportere, at Windows Phone Marketplace udbød 18.465 spilapps.

Både Google og Apple holder kortene tæt inde til kroppen, når det kommer til konkrete tal for antallet af spil i deres butikker, men All About Windows Phone estimerer, at antallet af apps til begge operativsystemer ligger på omkring det femdobbelte af Windows Phone.

Det skal ses i lyset af, at Windows Phone blev lanceret 21. oktober 2010, mens Android allerede gik i luften 23. september 2008, og iOS så dagens lys så tidligt som 29. juni 2007.