Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Høj opløsning og stærk kvalitet

Her får du den bedst mulige billedopløsning og gode funktioner.

Af Kasper Nesager, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Leder du efter et webkamera, der kan køre den fulde HD-opløsning, 1080p, har Creative et bud. Generelt har dette kamera høj kvalitet i ”indmaden”.
Live! Cam Socialize byder på videochat i op til 720p og videooptagelser i 1080p – uden ekstra indkøb af software.

Billedkvaliteten er skarp, der autofokuseres ud fra din position i lokalet, og kameraet understøtter 4x digital zoom samt vidvinkel, hvilket gør, at du kan have flere mennesker ved siden af dig under en videokonference. Brugervenligheden er i top. Kameraet er nemt at installere, og det kan nemt tilsluttes eksempelvis Skype. Desuden er menuerne simple og overskuelige.

Lydkvaliteten understøtter støjreducerende teknik, som gør, at din stemme går klart igennem, uden al for megen baggrundsstøj. Samtidig er det nemt for flere personer fra forskellige sider af kameraet at blive hørt, for Live! Cam Socialize har to stereomikrofoner.

Kamerapakken er spækket med features, også en scan visitkort-funktion. Nok lidt overflødig, for hvor ofte gør man lige det?

Her er billedkvaliteten i top, og den vigtige lyd er der kælet særlig meget for.