Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Genial begynder-DSLR

Nikon D3200 skyder 24-megapixels-billeder og er udstyret med en fiks guide til begyndere, der ikke kender iso fra lukkertid.

Af Peter Engels Ryming, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Efter at have haltet efter Canon i megapixel-ræset i en periode slår Nikon tilbage – og det med overvældende kraft. Dette nye digitale spejlreflekskamera til begynderen leverer billeder i imponerende 24,2-megapixels opløsning.

På trods af de mange megapixels er D3200 et temmelig hurtigt kamera. Det er klar til brug, inden du kan sige 24,2, og takket være et 11-punkts AF-system finder det fokus i løbet af nul komma fem. Det skyldes, at D3200 er bestykket med den lynhurtige Expeed 3-processor, der er identisk med den, der sidder i Nikons topmodel D4. Processoren er en muskuløs bandit, der kan skubbe fire 24-megapixels billeder gennem D3200’eren i sekundet. Processoren er også årsag til, at D3200 kan skyde Full HD-video (1080p) med 30 billeder i sekundet – forgængeren D3100 toppede ved 24 billeder i sekundet.

Kamera med støttehjul
D3200 fås i to udgaver: en sort og en rød. Den røde ser i denne T3’ers øjne temmelig billig ud, så der var glæde, da den sorte model dukkede op med posten.

Garvede fotografer vil nok føle, at huset er for plastikagtigt og en tand for klejnt, ligesom en stribe af de avancerede funktioner er gemt lidt for langt væk i menuerne. Men her er kameraets anden styrke: Det er muligt at vokse med kameraet, efterhånden som man stiller større krav. Eksempelvis kan man aktivere manuelle fokuspunkter, når man bliver klar til det, ligesom forskellige funktioner kan kobles til Fn-hjulet – eksempelvis ISO. Støttehjulene kan altså skrues af, når der ikke længere er behov for dem.

Drejehjulet har alle de indstillinger, man kan forvente af et DSLR-kamera: auto, PASM, seks scene-indstillinger m.m. Det, der afslører, at kameraet er rettet mod begyndere, er Guide-punktet, hvor kameraet har mulighed for at guide dig igennem indstillingerne til den type foto, du vil skyde – eksempelvis rindende vand eller et portræt. Helt pædagogisk tages du gennem de forskellige indstillingsmuligheder via 3-tommer-skærmen på bagsiden.

Blandt de allerbedste
Et af ofrene ved en større opløsning på billedsensoren er ofte ydelsen ved høje ISO-tal, men D3200 klarer sig faktisk temmelig godt, helt op til 3.200 ISO – og kameraet leverer anstændige billeder, selv ved højeste ISO-værdier.

Det uafhængige firma DxO Labs, der måler, hvad der kan klemmes ud af sensorerne i kameramodellerne, placerer Nikon D3200 blandt de ti bedste kameraer – overhovedet. Kun overgået af ni pro-modeller, der alle har Full Frame-sensor og koster mindst det dobbelte. Det er naturligvis ikke ensbetydende med, at du får et bedre kamera generelt, for masser af andre kameraer er langt bedre bygget og har bedre features end D3200. Men det indikerer, at hardwaren har potentiale til fremragende billeder, hvis fotografen har evnerne – og selv på fuld automatik tager kameraet virkelig flotte, detaljerede billeder med meget lidt støj.

Men der er et aber dabei, for vil du have det optimale ud af D3200, må du den tunge gang ned i kamerabutikken og investere i bedre optik. Det medfølgende AF-S DX Nikkor 18-55 mm VR-objektiv er ganske udmærket, men du kan opnå markant bedre billeder ved at sætte et bedre objektiv på kameraet.

Der er dog også lus i skindpelsen. LCD-skærmen på bagsiden er simpelthen ikke lysstærk nok, og den er svær at se i solskin, medmindre du skruer lysstyrken helt i vejret. Apropos skærmen så foregår alle indstillinger herfra, og det er relativt nemt at komme rundt, hvis du kan acceptere, at mere avancerede indstillinger er gemt væk langt inde i menuerne.

På trods af de små hik får D3200 topkarakter herfra. Du finder ikke andre begyndermodeller med 24-megapixels sensor – og så til under 5.000 kroner. Sæt en ordentlig optik på kameraet, og skyd i RAW, så er der basis for billeder i virkelig god kvalitet. Godt gået, Nikon!