Dette er et tankeeksperiment. Det er et forsøg på at forstå den ustabilitet, der er en følge af vores teknologiske udvikling forsimpler vores sociale og psykologiske processer.

Det er ikke en problematik, som et enkelt menneske lige kan overskue. Så tag det som et flygtigt forsøg på at karakterisere en megatrend.

Ustabilitet

Hvis vi starter med at kigge på biologiens økosystemer, så kan vi få en anelse om, hvordan ustabilitet påvirker et komplekst system.

Økosystemer kan være meget gamle. Man regner med, at verdens mest komplicerede økosystemer, de tropiske regnskove, er over hundrede millioner år gamle.

Til sammenligning er vores danske økosystem kun omkring 10.000 år gammelt. Så længe siden er det nemlig, at istidens islag forsvandt fra landet.

Endda startede vores økosystem ikke fra bunden den gang, men indvandrede sydfra.

Så det er måske mere korrekt at sige, at vores økosystem er ved at overvinde den katastrofale ustabilitet, som istiden var.

Det simplificerer

En karakteristisk forskel på vores økosystem og de tropiske regnskove er antallet af arter.

Vores system er dejligt fri for slanger og andre menneskeædende eller giftige dyr. Vi har heller ikke insekter, der kan finde på at kravle ind under vores hud og formere sig der.

Men til gengæld har vi heller ikke et utal af farverige arter. Vi har ikke tukaner, tapirer eller orangutanger. Faktisk har vi kun omkring 50 arter pattedyr herhjemme, mens en typisk regnskov vil have hundredvis af arter.

Det samme gælder planter. Jeg synes for eksempel, at slyngplanter er fascinerende. Selvom snerle og vedbend er de mest synlige herhjemme, så har vi en rigdom på omkring 100 arter af slyngplanter.

Men i regnskoven har de over 2.500 arter slyngplanter – alene antallet af lianarter er på størrelse med vores samlede antal slyngplantearter.

Stabilitet giver kompleksitet

For vores analyse er det interessante, at jo ældre et økosystem er, jo mere komplekst er det.

I et gammelt økosystem øges antallet af arter, fordi der hele tiden bliver udviklet nye arter, der udnytter smallere og smallere nicher mere og mere effektivt.

Hver slyngplante bliver tilpasset sin specielle træart, jordbund og væksthastighed. Når den står det rigtige sted, så kan den udkonkurrere alle andre arter af slyngplanter, fordi den er særligt godt tilpasset. Alle andre steder bliver den selv udkonkurreret, fordi her er de andre bedre tilpasset.

Kompleksiteten findes ikke alene i et øget antal arter, men også i de måder, som arterne kan indgå i relationer med hinanden. I vores økosystem har vi masser af eksempler på symbiose – at to arter gensidigt hjælper hinanden.

I regnskoven er der eksempler på symbioseforhold, hvor der indgår både to, tre og fire arter, som hver for sig yder noget til de andre arter i fællesskabet, som tilsammen gør hele gruppen bedre til at overleve.

Resultatet er, at regnskoven er meget mere effektiv end vores økosystem. Den omsætter mere energi hurtigere, og den gør hele økosystemet meget større, så der er plads til mere liv på mange flere forskellige måder.

Også socialt

Det er ikke så svært at se en parallel til de komplekse systemer, der fungerer i vores sociale verden.

Hvis vi betragter arterne i økosystemet som mekanismer, der forsøger at udnytte nogle betingelser på den mest effektive måde, så kan vi se vores sociale mekanismer som noget lignende.

Så kunne for eksempel vores økonomi være gruppen af slyngplanter. Her er der undergrupper, som penge, kreditkort, realkreditlån, flexlån og så videre. Læg mærke til, hvordan hvert ”produkt” – som pengemændene kalder det – udvikles til en stadig mindre niche i stadig tættere konkurrence.

En anden hovedfamilie af sociale mekanismer ville være job. For 30 år siden fandtes der måske få hundrede jobbetegnelser – i dag er antallet flerdoblet. Det er blevet opdelt i stadig flere underarter med stadig hårdere krav om viden og evne til at konkurrere.

Sex og høflighed

Det samme gælder vores helt almindelige sociale adfærd. Når vi skal vælge vores karriere, er det nu blevet et meget mere kompliceret projekt. Eller når vi skal forholde os til vores helbred, så bliver det også til et stadig mere kompliceret projekt – noget som man stort set ikke bekymrede sig om i gamle dage.

Til gengæld har vi måske et bedre helbred og mere interessante karrierer.
For alle disse sociale mekanismer gælder det, at de gerne skulle gøre vores samfund mere effektivt.

De skal få økonomien til effektivt at fordele penge og sørge for at de bedste projekter får flest. De skal få udviklingen af vores teknologi til så hurtigt som muligt at give os den teknologi, vi har brug for.

Og helt almindelige sociale teknikker, som høflighed og de stadig mere udbredte forhandlingsteknikker, skal få vores interaktion med hinanden til at gå uden energi spildt på frugtesløse konflikter.

De gør os også i stand til at samarbejde med mennesker, vi aldrig har set før. Det er en fantastisk effektivitetsforøgelse, at vi kan ringe eller maile til en helt ukendt person og lave en aftale om levering af et komplekst produkt, og så sker det, i de fleste tilfælde, nogenlunde som vi regner med.

Forandringen

Økosystemernes kompleksitet er afhængig af stabilitet. Det tager tid at udvikle tilpasning til en niche, så hver gang, der er store forandringer, falder antallet af arter. De mest sårbart tilpassede går til, mens de nye arter er lang tid om at opstå.

Det er indlysende, at hvis man for eksempel brænder regnskoven ned, så bliver de millioner af arter, den indeholder, formindsket til hundredevis af arter.

Vi kender det fra vores hjemlige egne med for eksempel iltsvind i de danske farvande. For meget gødning fra landbruget giver vækst af alger, som tager al ilten ud af vandet.

Resultatet er dødt hav, hvor kun nogle typer af bakterier, alger og nogle rigtig grimme orme kan overleve.

Teknologisk iltsvind

Måske vil voldsomme ændringer af vores sociale system have de samme følger som brand og iltsvind?

Det sker hele tiden. I krig bryder de mere avancerede dele af vores sociale system typisk sammen først, det er ting, som undervisning, forskning og omsorg for de svage. Og når det går rigtig galt, bryder alle sociale normer sammen, så kun den stærkestes ret gælder.

I lille skala ser vi den slags sammenbrud hele tiden i vores nyteknologiske alder. Hvis du nogensinde har læst onlinediskussioner, som der findes overalt på nettet, så har du set det.

I sådan et onlineforum er de normer, som vi kender fra den almindelige samtale, og som dirigerer ethvert møde, vi måtte have med mennesker i den fysiske verden, blevet brændt af.

De sociale normer, der styrer det fysiske møde, er udviklet gennem århundreder eller måske snarere årtusinder, fordi de også har udviklet fysiske træk hos os, som ansigtsmuskulatur og de nødvendige hjernefunktioner, der kobler dem sammen med social adfærd.

Men på et onlineforum er det ligegyldigt. Her er der sket et teknologisk iltsvind, så kun de rudimentære udgaver af vores sociale adfærd er tilbage.
På samme måde kan man se, at store dele af vores højtudviklede mekanismer omkring kommunikation bryder sammen, når vi bruger mail og mobiltelefoner.

Økonomisk iltsvind

Den økonomiske krise kunne tolkes på samme måde. Inden krisen skete der en udvikling af ekstremt komplicerede måder at fordele risiko på.

Samtidig var der et sammenbrud i de sociale mekanismer, der skulle holde styr på økonomien – både moral og kontrolforanstaltninger brød sammen.

Det gav en ustabilitet, der førte til, at boligpriserne kunne stige på en giftig og uholdbar måde. Resultatet er et økonomisk økosystem, der er brudt delvist sammen, og hvor blomstrende effektivitet er erstattet med forkrøblede planter, der ikke vokser.

Dumheds-tv

Et andet godt eksempel på sociale følger af teknologisk udvikling er vores tv. Her har det stigende antal kanaler ført til meget færre seere pr. kanal. Det betyder færre penge til hver kanal. Samtidig skal der produceres meget mere tv til alle kanalerne.

Resultatet er blevet dumheds-tv, hvor alle involverede fra journalister til ministre og realitydeltagere ved så lidt som muligt, har meget lidt tid til at tænke sig om og hovedsagelig prøver at være så underholdende, at vi husker dem.

Det truer et af de rigtigt komplicerede fænomener i vores sociale økosystem – demokratiet. Demokratiet er vores store fælles samtale om, hvordan vi skal løse de problemer, som berører os alle.

Hvis vi hovedsageligt forsøger at være underholdende i stedet for at forholde os til de faktiske problemer, så vil det jo gå galt.

Et interessant sidefænomen er, at dumheds-tv også ændrer vores opfattelse af, hvordan vi skal være som mennesker. Realityseriernes opfattelse af det ideelle menneske er en aggressiv, promiskuøs og sladdervorn person – det er godt tv.

En opfattelse der er helt i modsætning til vores ideal for 50 år siden, hvor man skulle opføre sig ordentligt, være kompetent og gøre noget for samfundet.

Vi slår verden ihjel

I dag laver vi så store forandringer i verden – fra gift- eller gødningsforurening over nedslagtning af regnskoven til global opvarmning – at alle de biologiske økosystemer er blevet ustabile.

Det kan vi se ved det stadigt stigende antal arter, der er ved at blive udryddet. Vi ser det også ved, at ting som elmesygen, kastanjesygen og en uendelighed af andre ubehagelige fænomener breder sig på grund af vores kombination af forgiftning, nedsabling og opvarmning.

Så spørgsmålet er, om vores sociale og psykologiske økosystemer er truet på samme måde af vores teknologiske udvikling. Om den ustabilitet der hovedsageligt kommer fra vores teknologiske udvikling, fjerner grundlaget for de sociale omgangsformer og psykologiske håndteringsmekanismer, som vi har udviklet gennem mange år.

Kan hastigheden af den teknologiske udvikling stige til et niveau, hvor vores sociale udvikling bliver splintret og går i stå – eller måske ligefrem opfører sig som de økosystemer, vi kommer i kontakt med?

Selvregulering

Hvis vi er heldige, er der en selvregulerende mekanisme, så når vores samfund bliver tilstrækkeligt destabiliseret, vil det gå ud over vores teknologiske fremdrift, fordi den jo også er en del af vores sociale økosystem.

Hvis det er tilfældet, så vil vi nu komme ind i en fase, hvor vores samfunds dysfunktionalitet – for eksempel evnen til at give vores børn en ordentlig uddannelse – simpelthen forhindrer os i at lave så kraftig en teknologisk udvikling, at samfundet bliver mere destabiliseret.

Så vil vi befinde os i en frem og tilbage-bevægelse, hvor det nogle gange lykkes os at gøre lidt fremskridt, men de vil straks stoppe, fordi de gør samfundet ustabilt.

Men måske det her slet ikke er et globalt fænomen, kun et regionalt. Så vil Europa og USA gå ind i denne spiral, mens lande i Asien, som måske har en strammere social struktur og bedre mulighed for at tage fælles beslutninger, vil være i stand til at bevare et stabilt socialt system – i hvert fald lidt længere end os.