I sidste måned opstillede jeg en realistisk version af fremtidens computer år 2020 som et 64-kerners monster med en buet skærm på to gange en meter og evnen til at oversætte tale mellem alle sprog.

Det er en voldsom computer, men en realistisk vision, fordi det stort set kun er en fremskrivning af de sidste 10 års udvikling. Denne gang skal vi kigge på de mere spekulative sider af computerens udvikling de næste 10 år – det jeg sidste gang kaldte de kendte ubekendte og ukendte ubekendte. Lad os starte med de kendte ubekendte:

Den bliver mindre

Sidste måned lod jeg som om, den personlige computer ville blive ved med at være en kasse, der står under skrivebordet. Det er selvfølgelig forkert. Snarere er det sandsynligt, at den bevægelse, vi allerede nu ser, mod mobiltelefoner, tavlecomputere og netbooks, vil fortsætte.

I dag er det sådan, at disse ”computere” kun har en fjerdedel af det antal processorkerner, som de bedste desktop-computere har. Hvis den tendens fortsætter – og det er måske mest sandsynligt, at forskellen vil indsnævres – så har de små udgaver af personlige computere 16 processorkerner i 2020.

Det betyder, at de ret ubesværet kan yde alt, hvad de fleste brugere har brug for. Deres svaghed er stadig den lille skærm, men til gengæld er de så små, at man kan have dem med overalt.

Kidnap en skærm

Der er to måder, hvor problemet med den lille skærm kan løses. Enten bliver der indbygget en projektor i den lille computer – hvis man bruger en laserprojektor, kan man få både høj opløsning og høj lysstyrke. Eller også bliver de små computere i stand til at kontakte og overtage alle mulige skærme i vores miljøer.

Hvis det sidste bliver tilfældet, kan du bruge tv-skærmen derhjemme, reklamestanderen på togstationen/busstoppestedet eller en hvilken som helst anden skærm, der er i nærheden. Når du bruger stoppestedets skærm, er du selvfølgelig nødt til at leve med en lille reklame, der kører i bunden.

En anden teknologi, der vil gøre den lille computer interessant, er, at den kan fungere som kernen i en større. Microsoft arbejder allerede på en teknologi, så du kan have din virtuelle desktop med dig rundt til alle Windows-computere.

Så kobler du bare din mobiltelefon op til en fremmed computer, og så fungerer den fuldstændig som din egen computer derhjemme.
Dit arbejdsmiljø og hele din personlige opsætning er ikke længere bundet til en bestemt maskine eller et bestemt netværk – praktisk.

3D og forstærket virkelighed

Vil det, du ser på fremtidens computer være i 3D? Det er et af de spørgsmål, som jeg helt klart vil kalde en kendt ubekendt.

Der bliver satset meget på at udvikle teknologien. Men det er især til underholdning – det er nærmest umuligt at købe et tv, der ikke er 3D-ready.
Der er adskillige interessante teknologier, der lover brillefri 3D af høj kvalitet. Indtil videre er det dog ikke noget, som man kan holde ud at sidde ved i længere tid.

Det anstrenger hjernen unødvendigt og giver både dårligere kontrast og mindre pixelopløsning. Men hvis vi får direkte stimulation af nethindens lysfølsomme celler af en laser, så er alt muligt. Den teknologi prøvede jeg en prototype af allerede i 1997. Desværre er der ikke meget, der tyder på, at de 14 år siden har givet den store udvikling.

Så 3D vil jeg stadig betragte som en outsider, der højst når til underholdningsbrug. Der er meget mere gang i et andet område, nemlig den forstærkede virkelighed – augmented reality.

Augmentation i dine øjne

Augmented reality handler i sin simpleste form om at lægge data ind i det billede af virkeligheden, som du ser.

De fleste af os har endnu ikke set det simpleste eksempel på, hvad der kan lade sig gøre. Men der har været en række yderst spændende forsøg det seneste år, og en del har været omtalt her i bladet.

Måske har du set Word Lens til iPhonen? Her kan du pege dit mobilkamera mod for eksempel et skilt, når du er på ferie i Spanien. Så oversætter programmet skiltet og anbringer teksten i billedet på det sted og med den typografi, som den oprindelige tekst har.

Det virker ikke perfekt endnu, men det er et supergodt eksempel på, hvor smart augmented reality kan være.

En forstærket gps

Pioneer har været ude med en ny udgave af gps, hvor du ikke længere sidder og kigger på en skærm med et kort. I stedet har den et kamera, der filmer ud ad bilens forrude. Gps’en analyserer billedet og anbringer rutevejledningen direkte på den live videostrøm.

Næste version af denne teknologi bliver integreret i bilen, så vejanvisningerne bliver vist direkte på forruden – og det er ikke helt urealistisk, at det vil komme i biler i 2020.

Og det peger i øvrigt i en helt anden retning, som er for omfattende at komme ind på: Nemlig at computere vil blive integreret i alt. De vil blive integreret i vores tøj – jeps, du vil kunne finde vej ved at kigge på dit jakkeærme.

Og din ovn kender alle opskrifter i hele verden, så du fortæller den bare, hvad du sætter ind i den, så regulerer den automatisk varmen til det optimale. Og så videre – fantasien slår ikke til her, men der vil helt klart komme ting, ingen har tænkt på endnu.

En ny metode

Lad os lige tage et kig mere på den forstærkede virkelighed. Meget tyder nemlig på, at det kan være en af de kendte ubekendte, der virkelig vil forandre vores måde at bruge computere på.

På det principielle plan er det en teknologi, der forsyner os med viden på en meget letforståelig måde – når gps’en kan anbringe pilen midt i billedet af din virkelighed, så behøver du ikke at kunne læse et kort mere – faktisk bliver computerens data præsenteret, så du slet ikke behøver at tænke mere.

Det lyder muligvis fordummende – og er det på en måde også – men det gør os også dygtigere. Hvis vi kan forstå alle skrevne sprog ved at læse dem gennem vores mobil, så kan vi meget mere.

Augmented reality virker som en teknologi, der er parat til at tage et tigerspring fremad, og den vil helt sikkert ændre vores hverdag og vores måde at bruge computere på. Det er en teknologi, der kan flytte computerens evne til at præsentere data helt ind i vores sansning.

Hvis du er elektriker, kan du bare kigge på væggene i et hus og se ledningsføringen. Hvis du er it-tekniker kan du se, hvor data fra din computer flyver hen over netværket. Og hvis du er på cykeltur i byen, kan du direkte se høje koncentrationer af mikropartikler i byen og vælge at køre uden om dem.

Eller hvad med en brugerflade til dine data, hvor de ligger over hele dit kontor, så du bare rækker hånden ud i et bestemt sted over gulvet, så finder du alle sager fra maj måned sidste år.

Faktisk kan AR lave næsten alle de vidunderlige brugerflader du har set i amerikanske science fiction-film de seneste år – inklusive Ironman.

Og det bliver ikke arbejde det hele. Din løbetur i skoven kan blive til en kamp om liv og død, hvis du tager din laserpistol med. Så kan du nemlig koble op til en masse andre, der løber i skoven andre steder, og så kan I jage hinandens virtuelle personer mellem buskene.

Hvis du ikke tror, at folk kan finde på at rende rundt og være til grin med AR-briller og en laserpistol, så husk, at en gang var det kun folk med en diagnose, der gik og talte med sig selv på gaden – i dag gør alle det.

Den kravler ind i hjernen

En anden kendt ubekendt er det, man kalder brain-machine interface. Det vil sige muligheden for mere eller mindre direkte forbindelse mellem hjernen og computeren.

Løftet fra teknologien er, at det bliver lige så naturligt at bruge en computer, som det er at løfte en hånd eller at tale. Det vil sige, at du skal kunne skrive bare ved at tænke på, hvad du vil skrive, fuldstændigt som du kan tale.

Det er omkring 99,999 procent sikkert, at den form for teknologi ikke vil findes i 2020. Men der har været interessante udviklinger de seneste par år, hvor forskerne via scanninger kan genkende bestemte emner i vores tankemønstre.

Vi kan ikke komme uden om, at selv en simpel udgave kunne være praktisk. Hvad ville du sige til, at du bare behøvede at tænke på at bruge din tekstbehandling, så åbnede eller skiftede computeren automatisk til den?
Noget i den stil kunne godt være inden for rækkevidde omkring år 2020.

Det ukendte

Hvis vi bevæger os videre til ukendte ubekendte, så er de selvfølgelig helt umulige at forudsige. Og dog, for en ny teknologi skal jo på en eller anden måde løse et problem eller give os noget attraktivt, før vi begynder at bruge den – eller før den er interessant at udvikle.

Vi har akut brug for en bedre brugerflade til vores data. Den grafiske brugerflade, som vi kender den, er i virkeligheden bare en efterligning af virkeligheden med skabe og skuffer og ting, man flytter ved at holde fast i dem.

Den er klart bedre end at skrive kommandoer i en tekstbaseret brugerflade. Den har også den fordel, at vores hjerne er vant til at arbejde med den slags fysiske fænomener, så det går ret let.

Men mon ikke det er muligt at lave en brugerflade, der i højere grad passer til data og måske til den indre struktur i vores hjerne?

Eller bare et filsystem

Revolutionerende brugerflade er måske meget at håbe på, men så i det mindste en lidt bedre brugerflade til vores filer. Jeg har omkring 50.000 filer, som jeg selv har lavet på min computer – og ikke ret stor chance for at finde alle relevante filer.

Tænk hvis vi havde et filsystem, der ikke delte filer op i biblioteker, men i stedet lavede dem som dynamiske søgninger, der tog alle relevante data i betragtning – lidt som vores hjerne sandsynligvis gør det.

Så ville computeren koble alle dens data om vores brug af en bestemt fil sammen med situationerne, hvor vi har gjort det. Selvfølgelig vil nøgleord i filerne være blandt de vigtigste forbindelser, men også hvornår på dagen, hvad vi har søgt på nettet, og måske vores humør kan være med til at kategorisere filerne.

Resultatet skulle være, at vi kan søge lige så ubesværet i vores computer som i vores egen hjerne. Det bliver næppe helt muligt, men man må kunne lave langt bedre måder at finde og kategorisere data på.

En helt ny måde

En superspændende mulighed er også, at nogen opfinder en komplet ny måde at behandle data på.

Måske noget vi slet ikke kan forestille os. Men der er faktisk en model for tænkning, som vi ikke forstår ret meget af, men som er utroligt effektiv: Nemlig den inde i dit eget hoved.

Vi ved ikke rigtig, hvordan vores hjerneceller fungerer, men det virker! Hvis vi kunne lave en computer, der virkede efter vores hjernes principper, så kunne vi måske lynhurtigt stå med en supercomputer. Én der var vores bedste ven, og som virkede som en udvidelse af vores egen hjerne, så vi blev superkloge og superdygtige uden at røre en finger.

Den sidste del er måske ikke så sandsynlig. Men muligheden for et nyt paradigme for databearbejdning er en af de ukendte ubekendte, som faktisk kan dukke op. Allerede nu sidder der måske en vanvittig gruppe af genier, der bruger så mange timer på at udvikle det, at de ikke har haft tid til at fortælle nogen om det endnu.

Under alle omstændigheder bliver computeren i 2020 noget af et vidunder.