Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Den intelligente multimedieboks

Her er den kloge netværksharddisk til film og musik. QNAP TS-269L er en genial luksusløsning, der kan sende film til dit tv, streame musik til dine anlæg, bruges til backup af hele familien og meget andet.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Medieserveren var virkelig hot for nogle år siden. Men den netværksbaserede harddisk med indbygget computer er en uddøende race, for i dag benytter de fleste af os en NAS – en netværksharddisk – i kombination med en styrende computer, når der skal sendes film og billeder direkte til et netværkstilsluttet tv.

Men nu er QNAP på banen med en form for hybrid, der er ret genial. Med denne harddisk i en boks kan du styre, hvad du vil se på dit tv, direkte fra boksen ved hjælp af den medfølgende fjernbetjening. QNAP TS-269L kan nemlig tilsluttes dit netværk, men har også HDMI-udgang for direkte tilslutning til dit tv. Da enheden har en lille Atom-processor indbygget plus en grafikchip, kan den håndtere filstyring og visning af materialet, uden at du skal bruge andre enheder – for eksempel en computer.

Det betyder, at du kan afspille stort set alle filmformater, billeder og musik. Du kan også lagre filer og dokumenter som på en traditionel NAS. Den er dog primært tænkt som medie-afspiller.

Nem at betjene

Du kan for eksempel vælge at overføre film til QNAP via hjemmets netværk, som QNAP er tilsluttet, og du kan derefter afspille filmene direkte fra boksen uden at tænde for computeren. Hvis dit tv ikke er af netværkstypen, kan QNAP også fungere som netværksforbindelse. Da QNAP også har en trådløs fjernbetjening, fungerer den reelt som et mediecenter. Skulle rækkevidden fra den infrarøde fjernbetjening ikke være tilstrækkelig, kan du hente en app, der gør det muligt at styre QNAP fra en smartphone – og altså reelt fra alle rum i huset, da forbindelsen kører over det trådløse netværk.

Vores test viser, at QNAP fungerer godt. Den indbyggede software giver nem håndtering af film og andre underholdningskilder. Brugerfladen er let at navigere rundt i, og der er en udmærket søgefunktion. For de teknisk interesserede er det sjovt at vide, at der er tale om et Linux-system med en grafisk brugerflade bygget ovenpå.

Film – også i Blu-ray-format – afvikles helt uden hakken, og i det hele taget har vi ikke meget at udsætte. Minussiden er en smule blæserlarm, et design, der måske ikke appellerer til at stille boksen lige ved siden af det rammeløse ”husalter”, samt en pris – alt efter konfiguration – der ligger i nabolaget af 4.000 kroner.

I den testede version brugte vi to stk. 1 TB store Western Digital RED-diske, som er optimerede til denne enhed. Men både mindre og andre harddiske kan bruges.