Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Conans forbedrede eventyr

Købte du Age of Conan: Hyborian Adventures, mindes du måske de mange frustrationsmomenter og bugs, spillet bød på.

Af Kasper Nesager, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det første Age of Conan var et massivt multiplayer onlinespil, der ikke fik den opmærksomhed, det fortjente – takket være de mange fejl.

Nu kommer den første udvidelsespakke, Rise of the Godslayer, og her rådes der bod på fortidens ”synder”.

Age of Conan: Rise of the Godslayer fortsætter gameplayet fra grundspillet (der er inkluderet i udvidelsespakken). Der er tale om et MMO, hvor filosofien er den samme: Samarbejde i guilds og alliancer styrker den enkelte spiller.

Samtidig byder spillet også på en række nye tiltag. Du træder ind i den asiatisk-inspireret verden, Khitai, hvor der venter en række nye quests og udfordringer.

Khitai er inddelt i fem forskellige områder, hvor det første område er designet til folk, der rangerer mellem level 20-40, mens de resterende områder er forbeholdt folk, der har nået level 80.

Derfor er første del af Rise of the Godslayer mere en øvelsesbane, hvor du kan prøve kræfter af, mens de øvrige fire områder er for folk, der har udstyret, styrken og erfaringen i orden.

Når du træder ind i Khitais store og åbne landskab, bliver du mødt af 10 nye fraktioner, som udbyder quests. Tager du flere forskellige quests fra en bestemt fraktion, bliver du belønnet med udstyr, som kan sammensættes til din fordel.

Derfor er der god grund til at holde dig venner med en fraktion, da det giver et væld af customization muligheder for din klasse. Du kan også købe dig til udstyret, men prisen er ofte det halve kongerige.

Problemet med de mange quests er dog, at de ikke varierer synderligt – dermed en monoton oplevelse. Dog kan du have flere aktive quests ad gangen, hvilket gør, at du under din rejse i Khitai kan løse forskellige quests, som det passer dig.

Alternate Avancement er et system, hvor du optjener AA-point. For hver million points du tjener i PvE eller PvP serverne, får du et AA-point, som kan bruges på forskellige goder. Disse goder øger dine evner, men ikke med det samme.

Goderne skal udvikles i takt med din erfaring med spillet, hvilket gør, at goderne er lettere nytteløse i starten, men efter mange timers spilletid, begynder goderne at påvirke dine evner betydeligt – afhængig af hvilket team eller hvilken klan du rejser sammen med.

Heri består udfordringen: Du kan optjene forskellige goder, men de skal passe til din karakter, og de skal passe til de øvrige spillere, du har allieret dig med. Samtidig er det begrænset, hvor mange goder du kan have ad gangen.

Rent grafisk er du ikke i tvivl om, at udviklerne har haft kærlighed til detaljerne. Khitai er en smuk verden, hvor der er meget at se på, mens du svinger sværdet og kæmper mod forskellige monstrøse væsner.

Dermed sagt, at du bør spille Rise of the Godslayer på en maskine, der kan trække den flotte grafik, ellers betaler du for noget, du ikke kan nyde fuldt ud.

Spillets soundtrack formår også at skabe en god atmosfære, der passer til den grafiske stemning. Stemmeskuespillerne gør et godt stykke arbejde, selv om det ville have været rart med mere dialog i spillet.

Overordnet set råder Rise of Godslayer bod på det første Age of Conan-spils frustrerende øjeblikke og fejl.

Udviklerne har taget kritikken til sig, og der er blevet luget gevaldigt ud i de mange bugs, mens serverproblemerne også lader til at være løst.

Rise of Godslayer er en fornøjelse at spille, hvis du tilnærmelsesvis var fan af Hyborian Adventures.