1 Hvad er et password?
Det synes indlysende, men for at være helt præcis: Passwords eller adgangskoder er en samling af bogstaver, tal og symboler, som normalt er den eneste barriere mellem din personlige konto og dem, som vil have adgang til den. De er din sikkerhed og meget vigtige – ikke mindst i takt med, at vi lægger mere og mere online.
Læs også
2 Hvad sker der, hvis passwordet ikke er stærkt?
Svage passwords er nemme at gætte. Hvis en uønsket person forsøger at få adgang til din konto, vil et svagt password betyde, at han eller hun ikke skulle udføre nogen form for detektivarbejde for at slippe ind. Personen skulle bare trawle sig igennem en liste over de mest almindelige passwords, så ville han snart ramme plet.
Læs også: Sådan får du et sikkert password
3 Hvilke passwords er mest almindelige?
Læs også
Det vil nok ikke overraske dig, at det mest almindelige password i hele verden er ”password”. At bruge dette ord svarer til at udskifte låsen i din bolig med en skumgummibamse. Det næste ord på listen er ”123456” – et ret dovent valg, ligesom det hyppigt anvendte ”qwerty” (tastaturets seks første bogstaver). Undgå også ”sesamlukmigind”, ”trustno1”, ”migselv” og lignende.
4 Men ingen bruger da ”123456”?
Jo, de gør. Gawker Media, som står bag kendte websider som Lifehac-ker, Gawker og Gizmodo, blev ramt af et voldsomt cyberangreb, hvor blandt andet brugernavne og passwords blev kompromitteret. Data herfra blev senere offentliggjort af New York Times, og vinderen blandt passwords var ”123456” efterfulgt af ”password”. Det beviser, at svage passwords er helt almindelige.
5 Er alle websider sikre?
Læs også
Det burde de være. Men med phishing og andre metoder prøver kriminelle at narre dig til at udlevere dit password og anden personlig information. Det sker ved at oprette falske sider, som ligner de ægte. I værste fald kan det føre til, at din bankkonto bliver ryddet og din identitet stjålet. Tjek altid adresselinjen i din browser, før du indtaster et password, så du er sikker på, at du befinder dig på det korrekte website.
6 Gemmer websites mine passwords?
Sikre hjemmesider gemmer ikke dit password, men en såkaldt ”hash” – en kode, der er baseret på dit password og kan aflæses af hjemmesiden, men ikke udregnes baglæns, så passwordet kan genskabes. Koden kan altså ikke bruges af en hacker, og dine data er sikkert gemt.
7 Hvad hvis et website bliver hacket?
Hvis dit password befinder sig på et usikkert website, har du problemer, medmindre du har været smart og aldrig brugt det samme password flere steder. For så mister du måske noget fra en enkelt hjemmeside, men alle de andre sider, hvor du har fortrolige oplysninger (e-mail, Facebook, chatprogram, onlinebutik osv.), forbliver sikrede.
8 Hvordan skabes et godt password?
Læs også
At skabe et godt password – eller en række af stærke passwords til alle dine konti og websider – er en kompliceret proces. Men med et par tricks går det nemmere. For det første bør du bruge tal, store bogstaver og symboler i passwordet. ”Windows” for eksempel kan blive til ”w!nD0w5”. Det er den traditionelle metode, men den er baseret på et enkelt ord, der findes i ordbøger. Med tilstrækkelig meget tid kan en hacker knække koden. Baser i stedet for dit password på to ord uden relation – eksempelvis ”w!nD0w5ktttl3m0t0rway”.

Netbankshjemmesider som denne fra Danske Bank er sikre, men tjek adresselinjen, hver gang du vil logge ind, så du er sikker på, at du ikke er lokket ind på en falsk side.
9 Kan jeg generere passwords automatisk?
Det kan du. Hvis du går efter total sikkerhed, kan du benytte en såkaldt password-manager, som kan oprette ubrydelige adgangskoder baseret på matematiske formler. Det kan du få på eksempelvis www.strongpasswordgenerator.com. Du bestemmer passwordets længde, og derefter oprettes et fuldstændig tilfældigt password. Så længe ingen kigger dig over skulderen, er det en helt sikker løsning, for alle beregningerne laves af din pc, ikke på en fremmed server, som kunne gemme en kopi.
10 Må min browser huske mine passwords?
Læs også
Ja, det må den vel … men nej, lad være. Hvis du benytter Firefox-browseren, så prøv at åbne den, klik på det lille, orange felt øverst til venstre, og vælg ’Indstillinger’. Klik på ikonet ’Sikkerhed’ og derefter på knappen ’Gemte adgangskoder’, og du kan se alle de passwords, du har gemt på din computer!
11 Hvordan skal jeg kunne huske alle de adgangskoder?
Det er heller ikke nemt. Mange mennesker skriver deres passwords ned i en lille, fysisk notesbog, som digitalt set er en sikker måde at ordne problemet på, men selvfølgelig giver risiko for, at en tyv eller en person, der kender til din bog, kan finde alle dine passwords på en gang. En mere moderne måde at klare udfordringen på er at anvende et særligt låseprogram til adgangsord. Et eksempel er KeePass (www.keepass.com). Det er gratis og enkelt, og det gemmer alle din koder under en enkelt masterkode. Så skal du kun huske den.
Læs også: Husk adgangskoden!
12 Kan jeg teste mit password?
Læs også
Ja, afprøv det på www.passwordmeter.com. Indsæt et password, og du vil få en vurdering af en række sikkerhedsfaktorer. Men benyt et password, der ligner dit i kompleksitet. For ligegyldigt hvor sikkert et site kan forekomme, skal du aldrig dele dine koder med andre.

Password-generatorer kan skabe koder, der er umulige at gætte – med en fuldstændig intetsigende række af bogstaver, tal og symboler.
13 Hvor tit skal jeg skifte password?
Uanset hvor sikkert dit password er, så er det en god ide at skifte det ud to gange om året for at opnå højest mulig sikkerhed.







