Kaptajnen, der står på broen af fartøjet Maersk Assister, er en erfaren skibsfører, der har prøvet det meste før. Nu er han i færd med at manøvrere sit skib op langs en olieboreplatform midt i Nordsøen.
Læs også
Skibet medfører en 35 tons tung kompressor, der skal lastes over på boreriggen med en kran. Mandskab står klar til at tage imod.
Men det lader til at være svært for mandskabet på boreriggen at få hægtet kompressoren af kranen, og det bliver ikke lettere af, at en bovpropel svigter.
Og nu tager vinden til, og bølgerne syder om kap med lyden fra skibsmotorerne og af radiostemmer fra boreplatformen og dækket.
Situationen udspiller sig imidlertid ikke på et skib, men dybt nede i en kælder i Svendborg, hvor Maersk Offshore Simulation And Innovation Centre (forkortet til MOSAIC) råder over verdens mest avancerede skibssimulator.
Læs også
Fire skibsbroer i fuld størrelse
Bag det enorme simulatoranlæg, som det har taget tre år at udvikle og opbygge, og som omfatter ikke mindre end fire nyudviklede state-of-the-art simulatorer, står Maersk Training Centre og Maersk Supply Service i samarbejde med virksomheden Kongsberg Maritime.
Anlægget er designet til at efterligne missioner på såvel store, søgående skibe som olieboreplatforme og tilbyde både nye og erfarne besætninger 100 % realistiske træningsvilkår, næsten uanset hvilke udfordringer de skal møde.
Den største af de fire simulatorer består af en kommandobro i fuld skala med 360 graders panoramaudsigt til alle verdenshjørner.
De øvrige tre simulatorer er ligeledes fuldt udstyrede lifesize skibsbroer om end ”kun” med 330 graders udsyn.
Læs også
Foruden simulatorerne og kontrolrum omfatter Mosaic også lokaler til undervisning, hvor eleverne kan gennemse, gennemgå og diskutere deres reaktioner. I alt fylder centret 765 kvadratmeter.
Alle fire simulatorer kan arbejde hver for sig eller sammen og kan derfor simulere øvelser med flere skibe og fartøjer involveret. For øjeblikket kan anlægget simulere sejlads og manøvrering med 79 specifikke fartøjer.
Og nye skibe og skibstyper kan enten hentes fra Kongsbergs store, eksisterende bibliotek eller programmeres på et par måneder. Hver bevægelse af skibskroppen, kæder, reb, og alt muligt andet er matematisk korrekt og gengives med alle detaljer.
Bag simulationerne arbejder 100 kraftige computere, der ikke bare livagtigt genererer udsynet fra skibsbroen på store panoramaskærme hele horisonten rundt, men også ledsager oplevelsen med lydeffekter og gengiver den interne radiokommunikation mellem bro og besætning.
Læs også
Og står man på broen og kigger ud ad skibsruderne, er oplevelsen utrolig realistisk, og deltagerne kan styre og manøvrere skibet ved hjælp af instrumenter, der fungerer realistisk og nøjagtigt som på ethvert andet moderne skib.
I simulatoropstillingens kontrolrum, der er bygget op over selve simulatorområdet og dækket af glasruder, følger instruktører slagets gang og bidrager også selv med f.eks. en nervøs stemme fra kranføreren, der kæmper med kompressoren. Det er op til kaptajnen at vurdere situationen.
Og i dette tilfælde kan det hurtigt blive farligt, hvis mandskabet på boreplatformen skal tage mod en 35 tons tung kompressor fra et skib, der har problemer med at manøvrere, og simulationen afstår ikke fra at ødelægge udstyr og gengive mænd og besætning, der falder omkuld, hvis noget går galt!
Fremtidens skibe
Læs også
Uheld og ødelagt materiel koster hvert år rederierne enorme summer i reparationer og tabt arbejdsfortjeneste.
Og alle beregninger viser klart, at der ikke alene er sikkerhedsmæssige fordele, men også en stor økonomisk værdi i at kunne træne alle slags vanskelige operationer på så at sige sikker grund.
Hvis et rederi eksempelvis får en havarirapport med detaljer om et konkret uheld, kan ulykken simuleres ned til mindste detalje og vise, hvad der gik galt, og hvordan lignende ulykker kan undgås i fremtiden.
Også faste besætninger bruger simulatoren til at lære hver enkelt besætningsmedlems styrker og svagheder at kende. Men de store simulatorer kan også bruges til at afprøve fremtidens skibe.
Hvis et rederi eksempelvis har planer om at bygge et fartøj med et helt nyt design, kan simulatoren skabe en virtuel model og udsætte den for bogstavelig talt et hav af prøvelser i simulatoren, så skibsingeniørerne får et realistisk billede af, hvordan det endnu ikke byggede skib vil opføre sig.





